TEC – Technical Education Copenhagen, som både er et teknisk gymnasium og en af Danmarks største tekniske erhvervsskoler, kan være på vej til at forlade Frederiksberg.
I hvert fald undersøger den tekniske skole sammen med By & Havn muligheden for at flytte fra Danmarks tættest befolkede kommune til Ørestad, hvor der er lidt højere til loftet.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra TEC, som har ambitioner om at tilbyde mere moderne faciliteter til eleverne.
Ifølge meddelelsen er ambitionen svær at indfri i TECs nuværende bygninger på Frederiksberg. Derfor har skolen rettet sigtekornet mod en stor grund på Hannemanns Allé i Ørestad.
Læs også: Fra fejlslagen vision til levende bydel: Et nyt håb for Ørestad
Grunden ligger lige ved siden af Royal Arena, Field’s og Arena Skole og Fritid, som er en af Københavns Kommunes nyeste folkeskoler med svømmehal og idrætshal. Desuden er der ikke langt til metrostationen.
Det er tanken at designe og bygge en campus, som – udover TEC – kan huse flere andre uddannelsesinstitutioner, virksomheder, interesseorganisationer, faglige organisationer, åbne værksteder og kollegier.
– Jeg ser et kæmpe potentiale i at gøre TEC til en del af et større uddannelsesmiljø. Med en nybygget campus i Ørestad får vores elever store fællesområder, hvor de kan være sociale med unge på tværs af fagligheder i topmoderne værksteder, laboratorier og makerspaces, udtaler Morten Emborg, direktør på TEC.
– Vi vil gerne åbne vores skole endnu mere op for nye samarbejdspartnere og det lokale erhvervsliv. Dét er ambitionen og præcis det, vi gerne vil med TEC: Rykke skolen tættere på samfundet – og rykke eleverne tættere på hinanden og deres undervisere.
Læs også: Yderligere tre arkitektfirmaer prækvalificerede til kunst- og byrumsprojekt i Ørestad
I dag har By & Havn indgivet en offentlig startredegørelse til Københavns Kommune. Startredegørelsen skal udgøre grundlaget for en lokalplan med forslag til det nye campusbyggeri i Ørestad.
Intet er dog vedtaget endnu. En endelig beslutning om en eventuel flytning vil tidligst blive truffet i efteråret 2025.
I By & Havn krydser man fingre for, at planen bliver ført ud i livet.
Administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro, mener, at et nyt campusmiljø med en stor erhvervsskole og andre uddannelser i Ørestad vil være en kæmpegevinst for hele området syd for København.
Læs også: Boligselskab bygger 118 almene boliger i Ørestad
– Udover Ørestad vil især Amager også nyde godt af, at TEC kommer til området, som vil skabe nye og bedre muligheder for de mange unge, som søger erhvervsrettede uddannelser tæt ved deres bopæl, udtaler Anne Skovbro.
– Det giver også bedre muligheder for de mange lokale erhvervsdrivende i forhold til at komme i nærmere kontakt med studerende og læringsmiljøet og på den måde tiltrække arbejdskraft i fremtiden.
Udover Frederiksberg har TEC i dag campus i Ballerup, Gladsaxe, Hvidovre og Lyngby.