Thy Maskinudlejning skifter Dino-flåden ud med tre nye modeller

Liftflåden hos Thy Maskinudlejning er netop blevet opgraderet. Tre nye trailerlifte fra finske Dinolift står nu klar til kunderne.

Thy Maskinudlejning udskiftede to ældre Dinolifte med tre nye modeller fra Jøma Lift Teknik. På billedet ses Martin Hvass fra Thy Maskin Udlejning og Mogens Mogensen fra Jøma Lift Teknik. Foto: PR.
Thy Maskinudlejning udskiftede to ældre Dinolifte med tre nye modeller fra Jøma Lift Teknik. På billedet ses Martin Hvass fra Thy Maskin Udlejning og Mogens Mogensen fra Jøma Lift Teknik. Foto: PR.

Siden 2017 har trailerlifte fra den finske trailerproducent Dino udgjort en vigtig og efterspurgt del af Thy Maskinudlejnings vognpark, som udlejer lifte og andet materiel til områdets håndværkere, industri, landbrug og vikarservices.

Der var derfor ingen overvejelser om andre løsninger end Dino, da firmaets to brugte Dino trailerlifte skulle udskiftes, fortæller Martin Hvass, stifter og ejer af Thy Maskinudlejning i en pressemeddelelse fra Jøma Lift Teknik.

– De to lifte har kørt problemfrit, og jeg og kunderne har været glade for dem. Da Jøma samtidig var parat til at tage de gamle i bytte, gav det god mening at få nye og opdaterede modeller i stalden, siger Martin Hvass.

– Dinolifte er driftssikre og af anerkendt kvalitet, så de har en god gensalgsværdi, når de skal udskiftes. I disse tider er det vigtigt for alle, der gerne vil sikre sig den bedste handel i øjeblikket, men som også tænker fremad.

Dinos nye trailerlifte har en forbedret maksimal kurvelast på 215 kilo. Foto: PR
Dinos nye trailerlifte har en forbedret maksimal kurvelast på 215 kilo. Foto: PR

Valget faldt på en Dino 135TB II, 13 meter trailerlift og en Dino 180XTB II, 18 meter trailerlift fra Jøma Lift Teknik. Udover at skifte de to lifte ud, valgte Martin Hvass desuden, at han også ville gøre Dino 260XTD trailerliften tilgængelig for sine kunder.

Den helt nye model har en arbejdshøjde på 26 meter, mens alle tre lifte har en forbedret kurvekapacitet på 215 kilo.

– Jeg har kunder, som arbejder med service og reparation af kornsiloer og anlæg. De har efterspurgt trailerlifte med en arbejdshøjde over gennemsnittet og som kan fragtes rundt uden at skulle have en lastbil i gang, så her kommer 260’eren virkelig til sin ret, siger Martin Hvass.

Udover Thy Maskinudlejning er der også andre udlejningsfirmaer i lokalområdet. Men konkurrencen gør ikke noget, fortæller Martin Hvass. For der er nok kunder til alle, og så har han og konkollegaerne den fordel, at Dinoliftene også har fundet vej til deres vognparker, så der bliver mindre spildtid med oplæring og mere effektiv arbejdstidstid for kunderne, når de kan leje maskiner af et mærke, som de har benyttet før.

260XTD II trailerliften har en arbejdshøjde på 26 meter. Foto: PR.
260XTD II trailerliften har en arbejdshøjde på 26 meter. Foto: PR.

Det er i det hele taget ikke noget problem for brugerne at komme i gang med at benytte liftene:

– Brugervenlighed er det vigtigste, når jeg vælger maskiner til vognparken. Liftene skal være enkle og nemme at betjene for en lang række forskellige kunder uanset arbejdsopgaverne. Og det er tilfældet med Dino. Jeg oplever kun sjældent, at kunderne har brug for hjælp, efter de har forladt matriklen, siger Martin Hvass.

– Liftene har autonivellering, så de selv indstiller sig sikkert på underlaget. Da der samtidigt er tale om trailerlifte, fragtes de hurtigt og effektivt rundt til nye opgaver. Det er en klar fordel for en håndværker i et område, hvor der godt kan være en del transport mellem arbejdsopgaverne, slutter han.

Fakta

Info: Dino 135TB II trailerlift

  • Max arbejdshøjde:     13 meter
  • Max kurvelast:           215 kilo
  • Egenvægt:                1.765 kilo
  • Fremdrift:                 El/batteri 230V (Kan benyttes under opladning)
  • Autonivellering for hurtig og sikker installation
  • Kontinuerlig rotation og kabelstyret mover for bedre orientering og arbejdsradius
  • Udstyret med 230V kabelstik og USB-stik i kurven

Info: Dino 180XTB II trailerlift

  • Max arbejdshøjde:     18 meter
  • Max kurvelast:           215 kilo
  • Egenvægt:                2.380 kilo
  • Fremdrift:                 El/batteri 230V (Kan benyttes under opladning)
  • Autonivellering for hurtig og sikker installation
  • Kontinuerlig rotation og kabelstyret mover for bedre orientering og arbejdsradius
  • Udstyret med 230V kabelstik og USB-stik i kurven

Info: Dino 260XTD II trailerlift

  • Max arbejdshøjde:     26 meter
  • Max kurvelast:           215 kilo
  • Egenvægt:                3.495 kilo
  • Fremdrift:                 Benzin og el 230V
  • Autonivellering for hurtig og sikker installation
  • Kontinuerlig rotation og mover for bedre orientering og arbejdsradius
  • Udstyret med 230V kabelstik og USB-stik i kurven

Kilde: Jøma Lift Teknik.