Ib Enevoldsen, administrerende direktør for Rambøll i Danmark, og Johan Kirstein Brammer, administrerende direktør i Tryg. Foto: PR.
Ib Enevoldsen, administrerende direktør for Rambøll i Danmark, og Johan Kirstein Brammer, administrerende direktør i Tryg. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Tryg og Rambøll vil i et nyt partnerskab rådgive erhvervskunder til at forebygge vejrrelaterede skader og understøtte skadesudbedring, der øger robustheden mod fremtidens vejr.

Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

– Vi kan se, at klimaforandringerne bekymrer vores kunder, og det er en del af vores ansvar at finde løsninger, der bedre kan fremtidssikre deres bygninger mod mere ekstremt vejr. Samarbejdet med Rambøll skal imødekomme behovet for at skabe mere tryghed hos vores kunder mod vejrrelaterede skader nu og i fremtiden, siger Johan Kirstein Brammer, administrerende direktør i Tryg.

Byggebranchen står for 22 procent af Danmarks CO2-udledning, og de kommende år træder nye skærpede krav til byggeriets klimaaftryk i kraft og dermed også behovet for innovative løsninger.

En væsentlig barriere for realiseringen af byggerier i nye materialer og metoder er dog, at det kan være vanskeligt for forsikringsselskaber at risikovurdere og forsikre disse.

Det vil Tryg og Rambøll sammen ændre ved at skabe risikotransparens og yde rådgivning tidligt i byggeprocessen, så det bliver nemmere at forsikre innovative nybyggerier og renoveringer.

– Ved at bringe forsikring og design sammen tidligt i byggeriets udviklingsproces kan vi bedre tilpasse design og risikovillighed, og undersøge om klima- og miljøbelastningen kan reduceres, samtidig med at byggeriet kan forsikres. Det bidrager til at skabe en optimal business case for byggeriet, udtaler Ib Enevoldsen, administrerende direktør for Rambøll i Danmark.

I første omgang vil Tryg og Rambøll fokusere på fælles løsninger til bygninger og ejendomme. På sigt er ambitionen at udvikle tilbud til eksempelvis landbruget og til grønne energiteknologier som PtX.

Partnerskabet omfatter to konkrete tilbud til kunderne

  • Tryg vil den kommende tid række ud til erhvervskunder, som det seneste år har haft større skybrudsskader på over 100.000 kroner med et tilbud om forebyggende rådgivning hos Rambøll uden yderligere beregning. Rådgivningen er med henblik på at hjælpe kunden med bedre at kunne forebygge vejrrelaterede skader på sin bygning.
  • Virksomheder kan med en såkaldt Klimadækning hos Tryg få udbetalt op til 1 million kroner eller op til 10 millioner kroner mere end forsikringssummen, afhængigt af virksomhedens størrelse. Kunderne kan ved køb af tilvalget få ekspertrådgivning fra Rambøll med henblik på at forebygge vejrrelaterede skader. Klimadækningen, som blev lanceret i slutningen af 2024, er et tilvalg til bygningsforsikringen hos Tryg og dækker i forbindelse med en dækningsberettiget skade på bygningsforsikringen udgifter til at forebygge fremtidige lignende skader.

Kilde: Rambøll og Tryg.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling