Hjørring Kommune og Hirtshals Havn fortsætter ufortrødent med planerne om at udvide havnen, selvom et igangværende udbud nu er blevet annulleret.
Det skriver havnen i en pressemeddelelse.
Udvidelsen af Nordhavnen bliver i stedet delt op i etaper i en såkaldt Hirtshals-model, hvor der i første omgang kommer fokus på at forbedre besejlingsforholdene.
Den nye model påvirker hastigheden, hvormed havneudvidelsen vil ske, men har ikke indflydelse på havnens øvrige aktiviteter, oplyses det.
– Jeg kan bedst sammenligne beslutningen om at opdele havneudvidelsen i etaper med en familie, som vil renovere deres hus og bygge til. De kan godt have et ønske om at få det hele gjort inden for et halvt år, men hvis de grundlæggende forudsætninger ændrer sig grundet uforudsete tekniske udfordringer eller budgettet overskrider den opsatte ramme, kan det godt være, at man skal vente et år eller to med at bygge en ny carport eller overveje alternative billigere løsninger. Det er altid et sundt princip at have styr på sit cashflow, siger bestyrelsesformand for Hirtshals Havn, Michael Lundgaard Thomsen.
Hirtshals Havn er stadig en havn i vækst og arbejder målrettet videre med blandt andet et stort CO2-lagringsprojekt og ambitionen om at blive Europas grønneste havn.
– Havnen har en bundsolid økonomi, og så sent som sidste år overgik vi vores økonomiske forventninger. Det er utrolig vigtigt, at vi viser økonomisk bevidsthed, for ingen har interesse i, at vi påtager os en større risiko, end vi ønsker eller kan bære, udtaler Michael Lundgaard Thomsen.
Hirtshals Havn havde budgetteret med udgifter på 1 milliard kroner til udvidelsen, men de indikative bud var betydeligt dyrere. Kombinationen af blandt andet dyrere materialer og usikkerheder om den generelle økonomiske udvikling på markederne resulterede i større forventede udgifter til havneudvidelsen end først estimeret.
Derfor arbejder havnen nu i stedet videre med havneudvidelsen i en ny model, hvor udvidelsen foregår i et tempo, der er økonomisk forsvarligt.
For nylig offentliggjorde havnen, at virksomheden Green Energy Vault vil gennemføre en investering på 500 millioner kroner på Hirtshals Havn, og tidligere på året besluttede virksomheden Norwegian Hydrogen at etablere et stort anlæg til brintproduktion på havnen.
Samarbejdet i Greenport Scandinavia-regi om etablering af Nordeuropas største CO2-hub på Hirtshals Havn fortsætter også som planlagt.
Projektet vil gøre Hirtshals Havn til omdrejningspunkt for lagring og udskibning af flere millioner tons CO2 årligt til tomme olie- og gasfelter i Nordsøen.
– Som ejer af Hirtshals Havn kan vi hos Hjørring Kommune kun støtte op om, at havnen vælger at annullere det igangværende udbud. Det er med til at sikre, at udvidelsen sker i det rigtige tempo, der ikke påfører havnen – eller kommunens borgere – større økonomisk risiko end højst nødvendigt, udtaler Søren Smalbro (V), borgmester i Hjørring Kommune og Næstformand i Hirtshals Havn.