Selvom landets boliger lige nu sælges mellem 9 og 13 procent under den aktuelle udbudspris, fejler troen på høje priser ifølge Estate ikke noget.

Udbudspriserne er nemlig igen kommet op på samme høje niveau, som før inflationen og rentestigningerne satte ind i 2022, lyder det i en pressemeddelelse fra ejendomsmæglerkæden.

De eneste udbudspriser, som stadig er på lavere niveau, er ejerlejligheder, viser tal fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret.

I 2022 var forskellen på udbudspriser og salgspriser mindre end i dag. Hos Estate mener man, at det relativt lave udbud er skyld i de høje udbudspriser.

LÆS OGSÅ: DER BYGGES MASSER AF NYE SOMMERHUSE I DANMARK

– Der er faktisk ikke mange boliger til salg, hvis man ser det nuværende boligudbud i et historisk perspektiv. Og det er sandsynligvis årsagen til, at troen på en høj salgspris er til stede igen, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.

At boligerne sælges til en lavere pris end for et år siden, skyldes i høj grad det stigende renteniveau.

– Det er klart, at en tredobling af boligrenten påvirker salgsprisen. Det er alt andet lige dyrere at finansiere en bolig i det nuværende renteniveau end dengang, den var negativ, siger Thomas Hovgaard.

At udbudspriserne på ejerlejligheder ikke er nået topniveauet, kan ifølge Estate blandt andet skyldes udsigten til højere boligskatter på ejerlejligheder.

LÆS OGSÅ: OVERRASKENDE MANGE TROR PÅ STIGENDE BOLIGPRISER I 2023

– Det er ikke en hemmelighed, at mange ejerlejligheder efter 2024 efter alt at dømme vil stige i ejendomsskat. Udsigten til en varig udgiftsstigning bør påvirke prisen og forventningerne. Modsat ser det ikke ud til, at villaer og sommerhus i samme grad vil opleve stigninger. Tværtimod vil nogle kunne opleve reduktioner, siger Thomas Hovgaard.

Han mener dog, at de høje udbudspriser, som præger markedet i øjeblikket, sender et klart budskab.

Der er stadig høj tillid til det danske boligmarked trods en masse faktorer, som normalt ville pege på det modsatte, og det er bestemt værd at glæde sig over, siger Thomas Hovgaard.