Erhvervsmanden Henrik Ziegler har købt Hotel Hvide Klit i Ålbæk syd for Skagen. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Erhvervsmanden Henrik Ziegler har købt Hotel Hvide Klit i Ålbæk syd for Skagen. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Hotel Hvide Klit i Ålbæk er netop solgt. Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel, som har formidlet salget af hotellet samt fire tilhørende huse.

Siden 2018 har den nu tidligere Sund­heds­højsko­len Diget været hotel, og sådan bliver fremtiden også, oplyser erhvervsmægleren om ejendommen, der ligger 15 kilometer syd for feriebyen Skagen.

Hotel Hvide Klit har 60 værelser og plads til cirka 100 sovende gæster.

Den nye ejer af hotellet er en erhvervsmand Henrik Ziegler, der for få år siden solgte Dantech i Aalborg og i dag driver Ziegler Systems, primært fra Singapore, hvor han er bosat.

– Jeg har haft en gammel drøm om at have og drive et hotel. Hvis jeg samtidigt kan kombinere ferie med forretning og få det hele til at gå op i en højere enhed, er det fantastisk. Min kone Britt Myrup har erfaring fra hotelbranchen som hotelchef og hun er uddannet receptionist, så vi har stor indsigt og erfaring i at drive hotel. Hun vil stå for den daglige drift, og så vil jeg selvfølgelig hjælpe til og besøge hotellet i ferier, når tiden tillader det, udtaler Henrik Ziegler.

Hotellet blev ifølge Nordjyske sat til salg for 8,5 millioner kroner, men Henrik Ziegler fortæller til avisen, at han har fået forhandlet prisen ned.

Sælger er ifølge avisen Brian Møller Hansen, som i 2017 købte ejendommen på tvangsauktion for 5 millioner kroner. I det seneste regnskab er ejendommen bogført til en værdi på godt 5,6 millioner kroner og knap 6 millioner kroner, når driftsmateriel og inventar medregnes.

Henrik Ziegler håber at kunne tiltrække flere udenlandske gæster til hotellet gennem sit internationale netværk.

– Vi har en af Danmarks bedste golfbaner som nabo, hvor de naturlige klitter er en del af banen, og vi har et tæt samarbejde med golfklubben og forventer mange golfgæster, der kommer for at spille på den nordligste golfbane i Danmark, og vi vil lave samarbejde med andre golfklubber i Nordjylland. Vi har også en idrætshal, petanque, cykelcross, minigolf og en sportslounge, så vi er et sted for elite og bredde sportsfolk til for eksempel træningslejr, udtaler Henrik Ziegler.

Partner Mads Dyhr fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel har formidlet salget. Han oplyser, at erhvervsmæglerfirmaet oplever “en stærkt stigende interesse for hoteller, feriecentre, campingpladser og kroer”.

– Interessen har været stor med mange fremvisninger på hotellet, sågar også fra flere udenlandske investorer, der vil etablere et resort. Vi oplever flere og flere investorer, der søger resorts, hvor familier kan samles og kombinere aktiv ferie med afslapning i naturskønne omgivelser. Her passer Hotel Hvideklit som fod i hose. Vi er sikre på, at Henrik og Britt vil drive et godt og succesfuldt hotel.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling