Udlejning af over 100 lejligheder i Hillerød er sat i gang

Byggeriet af Munkeengen i Hillerød er i gang, og Vision Ejendomme har valgt EDC Projekt Poul Erik Bech til at stå for udlejningen af boligerne.

Byggeriet af det 12.560 kvadratmeter store boligbyggeri Munkeengen i Hillerød er i fuld gang, og nu sættes udlejning af de 107 lejligheder også i gang.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Projekt Poul Erik Bech, som skal stå for udlejningen på vegne af bygherren, Vision Ejendomme.

Lejlighederne og melle 34 og 144 kvadratmeter store og har mellem et og fem værelser. De står klar til indflytning i februar 2025. Alle boliger er udstyret med gulv-til-loft-vinduer.

– Det er beliggende i et af Hillerøds eftertragtede områder, og bygges til mange forskellige beboere – både singler, par og familier i alle aldersgrupper. De nyopførte lejeboliger er i høj kvalitet med en certificering i DGNB Guld, udtaler Jens Bolding Jensen, administrerende direktør i Vision Ejendomme.

– Stort set alle beboere får desuden enten karnap, altan og/eller have og der er aflukket parkering- og cykelkælder til beboerne i selve ejendommen, så man bare kan tage elevatoren op til sin lejlighed. Der bliver to store, flotte tagterrasser med smuk udsigt over Hillerød og med Fredensborg Slot i horisonten.

Boligprojektet opføres i totalentreprise af Nordstern, og det er tegnet af C.F. Møller Architects med Niras som ingeniør.

– Ejendommen er skabt med et “grønt hjerte”, der er et stort fælles gårdrum i første sals højde. Det er hævet fra gadeplan og bliver et privat og trygt miljø for beboerne, da det kun kan tilgås gennem ejendommens opgange og boliger. Gårdrummet får grønne miljøer, stisystemer og små gårdhaver tilhørende lejlighederne på første sal, udtaler Julie Hundborg Dresler, Head of Asset Management, Vision Ejendomme.

Forventer stor efterspørgsel

Munkeengen i Hillerød. Visualisering: C.F. Møller Architects.
Munkeengen i Hillerød. Visualisering: C.F. Møller Architects.

Christoffer Kielgast, projektchef i EDC Projekt Poul Erik Bech, der skal formidle udlejningen af de 107 lejeboliger, forventer stor efterspørgsel.

– Det er et rigtig spændende projekt, som nu er kommet så langt, at vi snart står klar med en prøvelejlighed, som vi glæder os til at vise frem for alle interesserede. Udlejningspriserne starter på cirka 7.500 kroner pr måned, og der er forventet indflytning i de nye boliger til februar 2025, udtaler han.

– Vi holder første åbent hus søndag den 25. august 2024 fra klokken 10-12, og der bliver åbent hus hver søndag, indtil vi er i mål med udlejningerne. Vi forventer en stor efterspørgsel på de fine lejligheder, da det er et virkelig flot og gennemført projekt, som har mange forskelligartede boliger og størrelser.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling