I slutningen af december 2023 besluttede politikerne i byrådet i Køge at give Birch Ejendomme option på køb af Trekantsgrunden og Nettogrunden, som begge ligger ved Køge Idrætspark.
Nu er et lokalplanforslag for Trekantsgrunden mellem Grønningen, Stensbjergvej og Københavnsvej blevet udarbejdet. Den forventes snart at blive sendt i offentlig høring.
Lokalplanen skal give mulighed for, at der kan bygges 106 boliger i form af rækkehuse og etagebebyggelse med lejligheder samt op til 150 kvadratmeter kontor- eller serviceerhverv i stueetagen ud mod Stensbjergvej.
Mod nord og i lokalplanområdets vestlige del, som grænser op til villaer og rækkehuse i Fuglevejskvarteret, giver lokalplanen mulighed for bebyggelse i to etager.
I den sydøstlige del, som ligger ud mod krydset Stensbjergvej/Københavnsvej og Køge Idrætspark, gives der mulighed for bebyggelse i tre-fire etager.
Langs Stensbjergvej udformes bebyggelsen som relativt lange rækker af huse, og lr lokalplanen stiller krav om forskydninger på mindst 1,5 meter i bebyggelsen.
“Lokalplanen stiller desuden krav om udformning af facader med mønstermurværk og recesser eller skift i materialer samt markering af indgange med det formål at sikre underopdeling og detaljering i de lange facadeforløb”, fremgår det.
I alt vil lokalplanen give mulighed for 9.600 kvadratmeter nybyggeri.
Køge Kommune besluttede at sælge grunden som et led i finansieringsmodellen for Køge Idrætspark.
Lokalplanen er udarbejdet med udgangspunkt i en revideret udgave af det skitseprojekt, der lå til grund for salget. Arkitekter på projektet er Luplau Poulsen Arkitekter.