Destination Fyn, Dansk Kyst- og Naturturisme, Realdania og de ti fynske kommuner har under overskriften “Sammen er vi stærkere” udviklet Udviklingsplan for Fyn og Øerne, der skal sætte retningen for udviklingen inden for turisme frem mod 2030.
Turismen på Fyn og Øerne har de seneste fem år været i positiv udvikling, både hvad angår omsætning og antal overnatninger, fremgår det af udviklingsplanen.
I 2022 havde Destination Fyn et turismemæssigt rekordår med lidt over 4,1 millioner kommercielle overnatninger, hvor der var omkring 3 millioner overnatninger i 2012.
– Det går på mange måder rigtigt godt for turismen på Fyn og på øerne. Vi har flere og flere gæster og flere og flere gode oplevelser at byde på. Besøgende nyder at være her, hvor de har let adgang til både kyst, natur og storby, sagde borgmester i Odense, Peter Rahbæk Juel (S), da byrådet i Odense blev præsenteret for udviklingsplanen den 10. april.
– Men der er også potentiale til at løfte Fyn og øerne til at blive en endnu bedre og mere besøgt turistdestination, understregede han.
Læs også: Badehotel på Langeland skal omdannes til nyt boligområde
Det er eksempelvis bemærkelsesværdigt, at Odense årligt har omkring 600.000 kommercielle overnatninger, mens Aarhus og Aalborg har henholdsvis 1,4 og 1,1 millioner overnatninger.
En del af forklaringen er, at Odense ikke har tilstrækkelig hotelkapacitet til at kunne tiltrække de helt store konferencer. I udviklingsplanen lægges der derfor op til, at antallet af hotelværelser målrettet erhverv og leisure skal øges med 400 nye værelser frem mod 2030.
– I Odense handler det om, at vi i endnu højere grad skal dyrke byens særkende som kulturby på Fyn. Vi skal synliggøre potentialerne i den oplevelsestætte storby med afsæt i kunst, kultur og turisme og ikke mindst styrke Odenses mål om at blive en international kulturby, sagde Peter Rahbæk Juel på byrådsmødet.
– For vi har – ikke kun efter min mening – en fantastisk by i en international liga, sagde han og henviste til artikler i internationale medier som New York Times, Forbes, Lonely Planet, The Guardian og Vogue Italia, hvor Odense er blevet fremhævet som turistdestination.
Flere bæredygtige overnatningsmuligheder på Fyn
Udviklingsplanen er udarbejdet af Bark Rådgivning i samarbejde med Norrøn og Lars Bernhard Jørgensen.
I planen lægges der op til, at der skal bygges nye bæredygtige overnatningsmuligheder. Der er hotelkapacitet på vej i Odense, men der skal også tilføjes ny kapacitet på eksempelvis havneområder i købstæderne, fremgår det af planen.
Feriecentre fylder ifølge udviklingsplanen meget lidt på Fyn og øerne, når der sammenlignes med resten af Danmark, og øens i alt 12.500 feriehuse udlejes for lidt.
Målet er, at den samlede turismeomsætning skal øges fra 8,2 milliarder kroner i 2019 til 12 milliarder kroner i 2030, hvor der skal være 1,1 million flere overnatninger. Fyn og øerne skal blandt andet være bedre til at tiltrække turister fra hovedstadsområdet samt fra Tyskland og Holland.
Læs også: Fynsk Kommune åbner for helårsbeboelse i to populære områder med ferieboliger
Desuden skal planen bidrage til at skabe en mere bæredygtig turisme på Fyn og øerne, hvor der med udgangspunkt i viden og data tages hensyn til miljøet og klimaet. Der skal arbejdes på at reducere CO2-udledningen i turismeerhvervet og på at fremme de bæredygtige løsninger og samarbejder.
I 2019 skabte turismen på Fyn og øerne en omsætning på 8,2 milliarder kroner samt 11.600 arbejdspladser.
Fyn har i alt 54 hoteller og 49 små overnatningssteder samt 48 campingpladser og seks feriecentre med sammenlagt 1.600 senge. Desuden er der 123 slotte og herregårde, hvoraf 21 er åbne for offentligheden.
I udviklingsplanen vurderes det, at det største potentiale for udvikling findes på campingpladserne i de større byer og på havnefronterne.