Rådhuset i Varde skal udvides med nybyggeri. Foto: Varde Kommune.
Rådhuset i Varde skal udvides med nybyggeri. Foto: Varde Kommune.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Alle seks partier i Byrådet står bag en ny aftale, som samler størstedelen af Varde Kommunes administrative personale på Rådhuset, der står over for en udvidelse.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Siden budgetforhandlingerne i efteråret har kommunen undersøgt mulighederne for, hvad der skal ske med Borgercenter Varde (BCV). Det har ifølge kommunen hele tiden stået klart, at der er brug for at nytænke de nuværende fysiske rammer, hvis BCV også i fremtiden skal være en god arbejdsplads.

Byrådet har arbejdet ud fra en vision om, at de kommunale kvadratmeter skal bruges så klogt som muligt.

Alt fra renovering til nybyg har været på tale, og beslutningen er altså nu truffet med et samlet budget på 130 millioner kroner.

Den kommunale administration skal hovedsageligt samles på Bytoften i et nyt byggeri med mindst 50 kontorpladser tilknyttet rådhuset. Samtidig skal de eksisterende ledige kvadratmeter hos entreprenørenheden i Sig og på det gamle rådhus i midtbyen udnyttes med udflytning af arbejdspladser fra Bytoften eller BCV.

– Når vi kigger ind i fremtiden, så er behovet for moderne og fleksible rammer vigtigt. Samtidig ønskes et spændende byudviklingsprojekt på BCV-grunden på Frisvadvej realiseret, udtaler Mads Sørensen (V), borgmester i Varde Kommune.

Beslutningen forventes endelig vedtaget til næste byrådsmøde tirsdag den 3. september.

– Venstre har holdt fokus på en komplet og fremtidssikret løsning, der gør Varde Kommune fleksibel og attraktiv – både for rekruttering og bygningsdrift. De kommunale kvadratmeter inklusive drift og vedligehold nedbringes med cirk 7500 kvadratmeter, og samtidig får vi mulighed for spændende områdeanvendelse af sygehusgrunden på Frisvadvej, udtaler Claus Brink, gruppeformand for Venstre.

Også en ny politistation er på tegnebrættet i Varde. Den skal bygges på cirkuspladsen over for rådhuset.