Det har været en omfattende opgave at omdanne den historiske Kogtved Søfartsskole i Svendborg til seniorboliger.
Søfartsskolen, der oprindelig blev opført som en villa i 1920, er bevaringsværdig, hvilket stillede store krav til omdannelsen af den tidligere skole. Det har ikke mindst gjort sig gældende ved de oprindelige bygningers vinduer, hvorfra der er udsigt over Svendborgsund.
Det skriver Frovin Vinduer & Døre i en pressemeddelelse. Vinduesproducenten har leveret i alt 108 elementer til den oprindelige hovedbygning.
Læs også: FCK-ejer bag stort omdannelsesprojekt i Svendborg
– Vi har ønsket at bevare historien og være tro mod bygningens oprindelige udtryk, og her er vinduer og terrassedøre selvfølgelig en væsentlig faktor. Valget faldt derfor på Frovin Vinduer & Døre, som har leveret nogle virkelig lækre vinduer, der matcher det oprindelige udtryk fra de originale vinduer, som det desværre ikke var muligt at bevare, siger Carsten Rasmussen, bestyrelsesformand og ejer af Humlebo Gruppen, som ejer Kogtvedsund.
Det har været et både byggefagligt og historisk spændende projekt at levere elementer til, forklarer Jan Saabye, key account manager hos Frovin.
– Vi har leveret både traditionelle, koblede vinduer med småsprosser og store, buede vinduer samt en stor terrassedør med hele 36 glasfelter og en smuk, buet overkarm. Der er desuden kælet for detaljerne med rumpestabler og hjørnebånd på de koblede vinduer.
Læs også: Det Gule Pakhus i Svendborg er solgt for 51 millioner
Kogtvedsund omfatter i alt 43 seniorboliger, hvoraf de 13 er placeret i de oprindelige bygninger, som rummer en hovedbygning og en gartnerbolig.
Hovedbygningen er i dag omdannet til attraktive fællesarealer med fællesstue med høje egetræspaneler og pejs, fælleskøkken og et bibliotek med iøjnefaldende marmorsøjler. Der er desuden både motionsrum, orangeri, en stor, sydvendt terrasse samt bådehus og bådebro direkte ned til Svendborgsund.
Stort set alle de 43 seniorboliger på mellem 59 og 155 kvadratmeter er udlejet.
Fakta om Kogtvedsund
- Bygherre: Humlebo Gruppen
- Hovedentreprenør: Hans Jørgensen & Søn
- Arkitekt: C&W Arkitekter
- Ingeniør: OBH Rådgivende Ingeniører
- Landskabsarkitekt: Land+
- Vinduesleverandør: Frovin Vinduer & Døre
Kilde: Frovin Vinduer & Døre.