Werk Arkitekters bud på nyt stadion i Hillerød

Werk Arkitekter var sammen med Werner Sobek og Viatrafik med i arkitektkonkurrencen om et nyt stadion i Hillerød. Se deres forslag her.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Hillerød Kommune udpegede i begyndelsen af denne måned Elkiær + Ebbeskov Arkitekter, Masu Planning, PLH Arkitekter og OJ Rådgivende Ingeniører som vinder arkitektkonkurrencen om et nyt stadion i Hillerød.

Ud over vinderholdet deltog også et hold ledet af Holscher Nordberg og et hold ledet af Werk.

Sidstnævnte har på LinkedIn offentliggjort deres forslag til det kommende stadion. Werk Arkitekters forslag er udarbejdet i samarbejde med Werner Sobek og Viatrafik, mens MIR har stået for visualiseringerne.

Projektet er døbt “The Crown”, og indehaver af Werk Arkitekter, Thomas Kock, beskriver det som et stadion, der “respekterer kulturarven ved at nedskalere den store stadionvolumen og ved at adoptere detaljer og materialitet fra de lokale kulturarvsbygninger”.

“Konceptet er baseret på ideen om at skabe både et varmt og lokalt bymiljø og et unikt vartegn med en ambitiøs bæredygtig strategi”, skriver han om holdets forslag, som altså ikke bliver realiseret.

Det kommende stadion skal i øvrigt leve op til de særlige krav, der stilles til stadions og arenaer for hold i Superligaen. Det har politikerne i Hillerød tidligere besluttet.

Det kommende stadion i Hillerød skal opføres i det såkaldte stadionkvarter. Den nye bydel vil strække sig over et areal på 95 hektar, og den skal rumme 2.200 nye boliger, skole, kontorerhverv, hotel, butikker og det nye stadion med tilhørende idrætsområde.

Det hele skal udvikles med udgangspunkt i udviklingsaftale mellem Hillerød Kommune og selskabet Stadionkvarter Favrholm ApS, der ejes af Propreco.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling