Kørt før jul solgte Freja Ejendomme den forhenværende skattebygning på Adgangsvejen 3 på Esbjerg Havn til Willemoes. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nordicals, som har formidlet salget af ejendommen.

Bygningen har et etageareal på cirka 5.000 kvadratmeter, og ejendommen har været til salg i flere år. Ejerforholdene af bygning og grund har været en udfordring.

Mens bygningen har været ejet af staten, så har grunden, som bygningen står på, været ejet af Esbjerg Havn. Det har ifølge Nordicals afskrækket potentielle købere, da man ved et køb af ejendommen fortsat ville blive lejer på havnens areal.

Derfor kom der også først for alvor skub i salgsprocessen, da Esbjerg Havn besluttede at sælge grunden med, fortæller partner hos Nordicals, René Madsen, der formidlede handlen mellem Freja Ejendomme og Willemoes og samtidig bistod havnen i grundhandlen.

– Da beslutningen om at sælge grunden blev taget, kom der for alvor skred i salgsprocessen. Derfra var der flere, der valgte at byde på ejendom og grund, og i sidste ende var det Willemoes Holding, som blev køberen, udtaler René Madsen.

Han tilføjer, at det havde betydning for Freja Ejendomme, at det var en lokal investor som overtog ejendommen og fremadrettet skal udvikle den.

Prisen på ejendomshandlen fremgår ikke, og den er endnu ikke tinglyst. Selve bygningen er i oktober 2020 offentligt vurderet til en værdi på 28,5 millioner kroner.