Teknologivirksomheden Innopixel har inviteret producenten af systemer til landmåling og geografisk opmåling, Leica Geosystems, med i et projekt, hvor der skal gennemføres en 3D-scanning af blandt andet altertavlen i Odense Domkirke.
Med scanningen, der laves både inde i og udenpå domkirken, vil virksomhederne sammenkøre data og udnytte hinandens kompetencer til fremtidige scannings-projekter.
Missionen er over tid bedre at kunne sikre de over 350.000 bevaringsværdige bygninger, der ifølge Slots- og Kulturstyrelsen findes i landets 98 kommuner.
Det skriver Leica Geosystems i en pressemeddelelse.
– Hvis en bevaringsværdig bygning styrter sammen eller brænder ned under en renovering, er det i langt de fleste tilfælde umuligt at genskabe bygningen, når der kun foreligger gamle plantegninger og billeder, udtaler Niki Christensen, der er administrerende direktør i Leica Geosystems.
– Udfører man en databaseret 3D-scanning, inden man påbegynder renoveringen, får man skabt en “digital tvilling”. Derved sikrer man, at unikke dele som facader, vinduer, døre, kviste, skorstene og andre konstruktioner ikke går tabt i genopbygningen, hvis det værst tænkelige sker.
Han mener, at vi i Danmark bør lade os inspirere af Italien, hvor der er et krav om en komplet 3D-scanning inden et renoverings- eller tilbygningsprojekt sættes i gang.
– Som reglerne er nu, gambles der med Danmarks kulturarv. Vi så det med branden på Børsen, og hvis en anden bevaringsværdig bygning – eksempelvis under en energirenovering – brænder ned eller styrter sammen i morgen, så står vi i samme situation. Vi bør derfor i langt højere grad skabe de mest optimale muligheder for at genskabe bygningerne, siger Niki Christensen.
Ifølge Michael Lundorff-Hansen, der er administrerende direktør i og stifter af Innopixel, har virksomheden været i dialog med Leica Geosystems gennem mange år, men det er først nu, at parterne arbejder sammen på et konkret projekt.
– Fra starten har visionen været at lave en stor og detaljeret scanning af domkirken i Odense. Til formålet søgte vi efter en partner, som kunne stille noget udstyr og knowhow til rådighed, som vi ikke selv besidder. Leica Geosystems præsenterede os for deres 3D-laserscannere i BLK- og RTC-serien, og det lød så spændende, at vi inviterede dem med i projektet, fortæller Michael Lundorff-Hansen.