Selvom omsætningen steg fra 367 millioner kroner i 2023 til 446 millioner kroner i 2024 kom 1927 Estate ud af regnskabsåret med et underskud før skat på 7,7 millioner kroner og efter skat på godt 10 millioner kroner.
Ejendomsudviklerfirmaet har været en tur gennem mediemøllen som følge af TV2-dokumentaren Den Sorte Svane, og nu flytter virksomheden ifølge Århus Stiftstidende fra hovedkontoret, som man i sin tid selv stod for at opføre på Nordre Strandvej 58 i Risskov i Aarhus.
Ifølge avisen skyldes det “tilpasninger af organisationen”, som betyder, at man ikke længere har brug for så meget plads.
Der er dog lys forude, fortæller Anders Horsbøl, administrerende direktør i 1927 Estate, til avisen.
– Markedet er i klar bedring, selvom det hovedsageligt er i København, at man mærker det i øjeblikket, men vi ser mange muligheder, og vi har fortsat projekter for mellem 150.000-200.000 etagemeter i pipelinen, siger Anders Horsbøl til Århus Stiftstidende.
En ny lejer står ifølge avisen klar til at indtage de 800 kvadratmeter, mens 1927 Estate flytter længere ned af Nordre Strandvej til arkitektfirmaet Krabbe Vang Arkitekter.