Aarsleff med vækst på både top- og bundlinje

Aarsleff havde i 2021/22 en omsætning på over 18 milliarder kroner, mens resultatet før skat landede på 683 millioner kroner.

Aarsleffs kom ud af regnskabsåret 2021/22 med en omsætning på 18,12 milliarder kroner, hvilket svarer til en stigning på knap 24 procent i forhold til året før, hvor selskabet omsatte for14,63 milliarder kroner. Resultatet før skat landede i 2021/22 på 683 millioner kroner mod 613 millioner kroner året før, oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

– For fjerde år i træk kan Aarsleff-koncernen præsentere et historisk positivt resultat. Derfor skal der lyde en stor tak til vores dedikerede medarbejdere, som i klassisk Aarsleff-stil har været omstillingsparate og løsningsorienterede og har bidraget til en flot bund- og toplinje Men i bygge- og anlægsbranchen mærker vi også de usikre og omskiftelige tider med stigende råvare- og materialepriser, materialemangel samt selvfølgelig inflation og stigende renter, udtaler administrerende direktør Jesper Kristian Jacobsen fra Aarsleff.

– I øjeblikket ser vi ind i en fortsat turbulent tid, hvor markedet skifter, og byggeriet forventeligt vil bremse op. Til gengæld kalder tiden på forbedringer af infrastrukturen og mere grøn omstilling. Her ser vi et godt match med vores kompetencer inden for områder som havmølleparker, etablering af elkabler og fjernvarme samt Power-to-X-anlæg, siger han.

Aarsleff havde i regnskabsåret en ordreindgang på 21 milliarder kroner, og ordrebeholdningen er på på 22,8 milliarder kroner. I 2022/23 forventes en vækst i omsætningen på 2-8 procent, så den lander på mellem 18,5 og 19,5 milliarder kroner, oplyses det.

Årsrapporten kort

  • Omsætningen steg med 23,8 procent til 18,118 milliarder kroner.
  • EBIT på 727 millioner kroner svarende til en EBIT-margin på 4 procent.
  • Afkastet af den investerede kapital efter skat (ROIC) blev på 13,1 procent.
  • Høj ordreindgang på 21 milliarder kroner og en høj ordrebeholdning på 22,8 milliarder kroner.
  • Cash flow fra driften på 516 millioner kroner, som er negativt påvirket med 638 millioner kroner fra en stigende arbejdskapital, som følge af flere anlægsprojekter i projektporteføljen.
  • Udbyttet for regnskabsåret foreslås fastsat til 8 kroner per aktie a nominelt 2 kroner.

Aarsleffs overordnede forventninger til 2022/23

  • Omsætningsvækst på 2-8 procent svarende til en omsætning på 18,5-19,5 milliarder kroner
  • EBIT i intervallet 820-880 millioner kroner.
  • Investeringerne i materielle aktiver, eksklusive leasede aktiver, forventes at udgøre 700-800 millioner kroner.
  • Høj andel af ordrebeholdning til udførelse i regnskabsåret.
  • Generelt høj usikkerhed med udfordringer i de globale forsyningskæder, inflation og geopolitiske spændinger.

Segmenternes forventninger til 2022/23

Anlæg & Byggeri

Anlæg & Byggeri forventer stigende aktivitet på anlægsmarkedet, mens byggeriaktiviteterne er faldende. EBIT forventes at stige til 350-370 millioner kroner fra 250 millioner kroner i regnskabsåret 2021/22.

Teknik

Teknik forventer stigende omsætning inden for service og opgaver relateret til den grønne omstilling, hvorimod omsætningen relateret til de store One Company-byggerier falder, fordi flere af projekterne nærmer sig afslutningen. Forventningerne til EBIT er 80-90 millioner kroner og på samme niveau som i regnskabsåret 2021/22.

Rail

Rail forventer vækst primært som følge af opkøbet af Trym Anlegg AS i Norge. Forventningerne til EBIT er 70-80 millioner kroner og på samme niveau som i regnskabsåret 2021/22.

Fundering

Fundering forventer, at et stærkt anlægsmarked kompenserer for afmatningen inden for byggeriet.  EBIT forventes at stige til 180-190 millioner kroner fra 174 millioner kroner i regnskabsåret 2021/22.

Rørteknik

Rørteknik forventer et fortsat højt aktivitetsniveau på de nordiske markeder samt i Tyskland. Forventningerne til EBIT er 140-150 millioner kroner og på samme niveau som i regnskabsåret 2021/22.

Kilde: Aarsleff.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling