Aarsleff opjusterer igen forventningerne til 2022/23

Aarsleff opjusterer forventningerne til regnskabsåret 2022/23, idet koncernens tredje kvartal ifølge direktøren "har været særdeles godt".

I forbindelse med den igangværende udarbejdelse af delårsrapporten for de første ni måneder opjusterer endnu engang Aarsleff forventningerne til regnskabsåret 2022/23.

Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse, hvor koncernens administrerende direktør Jesper Kristian Jacobsen udtrykker stor tilfredshed med den foreløbige udvikling i regnskabsåret.

– Aarsleff-koncernens tredje kvartal har været særdeles godt. Vores omsætning har været høj, og indtjeningen er meget tilfredsstillende og positivt påvirket af flere anlægsprojekter, som er afsluttet bedre end forventet. Vi har således fortsat den positive udvikling fra første halvdel af regnskabsåret, udtaler Jesper Kristian Jacobsen i meddelelsen.

I december 2021 offentliggjorde Dansk Industri en analyse, der viste, at medicinalindustrien har gjort Danmark 40 milliarder kroner rigere over en periode på ti år. Det nyder Aarsleff blandt andet godt af.

– Vores kompetencer er efterspurgte særligt inden for havneudvidelser samt energi- og fjernvarmeprojekter, og vi ser også gode muligheder inden for tekniske løsninger og byggerier til medicinalindustrien, udtaler Jesper Kristian Jacobsen.

LÆS OGSÅ: AARSLEFF OPJUSTERER FORVENTNINGERNE TIL 2022/23

Koncernen opjusterer forventningerne til omsætningsvæksten til 10-12 procent, hvilket svarer til en forventet omsætning på 20-20,4 milliarder kroner mod tidligere forventet 19,5-20 milliarder kroner.

Forventningerne til driftsresultatet opjusteres til mellem 1,06 og 1,11 milliarder kroner, hvor den tidligere udmelding lød på et forventet driftsresultat på mellem 880 og 940 millioner kroner.

Opjusteringen sker på baggrund af det samlede realiserede resultat for de første ni måneder samt forventningerne til fjerde kvartal af regnskabsåret. De foreløbige ikke reviderede regnskabstal for de første ni måneder viser en omsætning på 15,3 milliarder kroner mod knap 13 milliarder kroner i de første ni måneder 21/22 og et driftsresultat på 732 millioner kroner mod 473 millioner kroner i de første ni måneder 21/22.

For de enkelte rapporteringssegmenter justeres forventningerne til:

Anlæg & Byggeri

Omsætningsvækst på 14-16 procent mod tidligere 7-10 procent
EBIT på 540-560 millioner kroner mod tidligere 355-380 millioner kroner

Teknik

Omsætningsvækst på 7-9 procent mod tidligere 9-12 procent
EBIT på 85-90 millioner kroner mod tidligere 90-100 millioner kroner

Rail

Omsætningsvækst på 18-20 procent mod tidligere 16-20 procent
EBIT på 60-70 millioner kroner mod tidligere 70-75 millioner kroner

Fundering

Omsætningsvækst på 2-4 procent mod tidligere 5-8 procent
EBIT på 200-210 millioner kroner mod tidligere 205-215 millioner kroner

Rørteknik

Omsætningsvækst på 6-8 procent mod tidligere 5-7 procent
EBIT på 175-180 millioner kroner mod tidligere 160-170 millioner kroner

Kilde: Aarsleff.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling