Brøndby Kommune har i samarbejde med ejendoms- og udviklingsselskabet AKF og pensionsselskabet Sampension ansøgt Ankestyrelsen om tilladelse til at etablere et arealudviklingsselskab.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Arealudviklingsselskabet skal står for det 20-årige byudviklingsprojekt ”Fremtidens Brøndby Strand”, der skal forvandle det 250.000 kvadratmeter store boligområde til “en sammenhængende bydel med mere liv og større variation i bybilledet”.
Udviklingsplanen for Brøndby Strand er udarbejdet af Team Cobe med Urban Creaters, JJW, Implement, EY, Marie Stender, Light Bureau og Afry på baggrund af et parallelopdrag, der blev gennemført i perioden fra november 2021 til maj 2022.
Læs også: Pensionskasse bag nyt domicil til Team Danmark
Fokus vil være på at forøge antallet af ejer- og andelsboliger i området. Desuden skal der etableres flere private lejeboliger, seniorboliger og nye almene boliger.
I alt skal der etableres 2.200 nye boliger samt ny detailhandel og en ny skole med tilhørende ny infrastruktur.
– Det har stor betydning for os at kunne give Brøndby Strand et samlet løft, der kommer både nuværende og fremtidige beboere og virksomheder til gode. Specielt bymidten trænger til nyt liv. Netop derfor har det været vigtigt for os at finde den helt rigtige samarbejdspartner, udtaler Maja Højgaard (S), borgmester i Brøndby Kommune.
I det planlagte selskab vil Brøndby Kommune eje 50 procent, mens AKF og Sampension deler de resterende 50 procent i et fælles selskab.
Læs også: Projektudviklere bag over 1.000 boliger på Vestegnen
– Bydelen har et kæmpe potentiale – med strand og skov i nærheden og med en beliggenhed 12 kilometer fra centrum af København, udtaler Torbjørn Lange, chef for ejendomme og infrastruktur i Sampension.
Han påpeger, at der for Sampension vil være tale om langsigtede investeringer med fokus på bæredygtighed og biodiversitet.
– Vi har allerede gode erfaringer med byudvikling i Brøndby Kommune, så vi glæder os til at bidrage til opførelsen af nye, attraktive boliger og til at indgå som medejer og partner i et arealudviklingsselskab. Vi håber også at kunne trække på vores erfaringer fra blandt andet vores kulturhus Kernen i Kirkebjerg og ser frem til at være med til at skabe stærke fællesskaber og større sammenhængskraft på tværs af almene og private matrikler, udtaler Ino Dimsits, administrerende direktør i AKF.
Hvis alt forløber som forventet, regner parterne med at kunne indgå en aftale i begyndelsen af 2025. Inden da skal en række tekniske undersøgelser dog færdiggøres for at sikre, at projektets økonomi hænger sammen.
Læs også: Pensionskasse bygger nyt friplejehjem i Brøndby
Derudover kræver stiftelsen af arealudviklingsselskabet godkendelse fra både Ankestyrelsen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Udviklingen af Fremtidens Brøndby Strand vil under alle omstændigheder strække sig over de næste 15-20 år, men allerede nu er det tydeligt at se, at der sker noget i Brøndby Strand, hvor fem af de 12 højhuse er blevet revet ned, efter at man fandt et forhøjet PCB-niveau i højhusene. Arbejdet startede i august 2021 og sluttede i november 2023.
I udviklingsplanen fra Team Cobe var der lagt op til, at der skulle bygges fem nye højhuse, men tidligere er det blevet meldt ud, at det sandsynligvis ikke bliver til noget. En markedsanalyse, som Brøndby Kommune har fået udarbejdet fra Colliers, har nemlig vist, at der ikke vil være et marked til at sælge lejlighederne efterfølgende.