Et lille plus på 22.000 kroner i 2021 har været undtagelsen hos Link Arkitektur i Danmark, som gennem en årrække ellers har haft røde tal på bundlinjen.
Den skandinaviske arkitektvirksomheds danske gren kommer dog ud af 2024 med et positivt resultat på 3,8 millioner kroner, hvilket er en væsentlig forbedring i forhold til sidste års underskud på 9,6 millioner kroner.
Det oplyser tegnestuen i en pressemeddelelse.
Læs også: Aarhusiansk arkitektfirma går konkurs
– Vi har arbejdet intenst det sidste halvandet år, og de positive tal er resultatet af en målrettet indsats på flere fronter, udtaler Kristina Jordt Adsersen, administrerende direktør i Link Arkitektur Danmark.
– Vi har styrket vores projekt- og produktionsstyring og samtidig fastholdt en høj kvalitet i vores projekter. Det har været et essentielt mål, at vi ikke skulle gå på kompromis med hverken faglighed eller udvikling – og det er lykkedes.
Link Arkitektur har i 2024 vundet flere rammeaftaler, blandt andet for Forsvaret, hvor arkitektvirtksomheden skal være med til at sikre de fysiske rammer på landets kaserner.
Læs også: Stort arkitektfirma med usædvanligt underskud
Aktuelt tegner Link Arkitektur desuden på den større omdannelse af det tidligere Amtssygehus Aarhus til DGNB – og EU-taksonomi-certificerede boligbebyggelser.
– Det er en krævende proces at gennemføre en turnaround på så kort tid, og medarbejdere såvel som ledelse har alle bidraget og gjort en stor forskel, udtaler Kristina Jordt Adsersen.
– Vi har skabt enklere arbejdsgange og prioriteret nærvær i projekterne, og så har vi skåret ned på ledelseslag og sat fagligheden i centrum. Det har været afgørende for at sikre kvaliteten i vores projekter.
Link Arkitektur er en af Skandinaviens største arkitektvirksomheder med 500 medarbejdere fordelt på 15 kontorer i Danmark, Norge og Sverige.