BK Nord i fusion med No.57

Det nordjyske arkitekt- og ingeniørfirma BK Nord med base i Aalborg fusionerer den 1. december 2022 med No.57, der har adresse i Nibe.

Det nordjyske arkitekt- og ingeniørfirma BK Nord fusionerer den 1. december 2022 med No.57. Det oplyser de nordjyske arkitekthuse i en pressemeddelelese.

Det startede med en snak omkring et samarbejde om ingeniørydelser, men parterne endte med at gå skridtet videre. Administrerende direktør hos BK Nord, René M. Larsen, og stifter og ejer af No.57, Henrik Pedersen, kunne begge se et stærkt kompetencematch mellem de to virksomheder.

René M. Larsen har siden sin ansættelse i oktober 2021 arbejdet på en 2025-strategi.

– Vi er i gang med at implementere en ny 2025-strategi for at udvikle os til BK Nord 2.0, og det kræver kompetencer, vi ikke havde tidligere. No.57 bringer ny energi, kreativitet og innovativ tilgang, der rusker op i vores kultur og tilfører værdifuld erfaring med digitalisering, som vi har brug for til at løfte vores virksomhed til nye højder. Det er effektiv forandring fra dag ét, udtaler René M. Larsen i meddelelsen.

No.57-stifter Henrik Pedersen ser frem til at bringe No.57’s kompetencer inden for BIM og 3D-modellering ind hos BK Nord sammen med sit hold af arkitekter og konstruktører.

– Der er en klar mulighed for at tilføre hinanden kompetencer, der vil gøre os stærkere sammen. Vi er digitalt indfødte arkitekter med stor erfaring inden for bolig- og erhvervsbyggerier, som nu får en større organisation i ryggen til at udfolde sig endnu mere. Vi er gode i udviklingsprocesser og gode til at skubbe til kanterne. Så det er hvad vi skal tilføje til kulturen hos BK Nord, fortæller Henrik Pedersen, der får titlen som salgs- og udviklingschef hos BK Nord.

Hos BK Nord er arkitekter, ingeniører og bygningskonstruktører samlet under ét tag. Med fusionen vokser BK Nord fra 19 til 27 medarbejdere, og virksomheden er allerede nu på jagt efter yderligere tre nye medarbejdere.

For at eksekvere de fem strategiske spor i den nye strategi kommer ledelsesstrukturen også til at tage en anden form end tidligere. Her skal Henrik Pedersen være ansvarlig for implementeringen af den nye strategi.

Fusionen er en milepæl for den nye strategi, fortæller René M. Larsen (til venstre), mens Henrik Pedersen glæder sig til at udvikle fremtidens BK Nord. Foto: BK Nord.
Fusionen er en milepæl for den nye strategi, fortæller René M. Larsen (til venstre), mens Henrik Pedersen glæder sig til at udvikle fremtidens BK Nord. Foto: BK Nord.

– Jeg har fået udviklingstøjlerne, så jeg kan få lov til at fokusere 100 procent på det, jeg brænder for – nemlig salg og udvikling, fortæller Henrik Pedersen.

Udover René M. Larsen og Henrik Pedersen kommer ledelsesgruppen til at bestå af Camilla Brunsgaard Fugmann, der er kreativ- og bæredygtighedschef, Bente Søgaard, der er brand- og konstruktionschef, samt Kenneth Møller Nielsen, der er tegnestue- og kvalitetschef.

BK Nord leverer totalrådgivning til landbrugs-, erhvervs- og privatbyggerier. Det nordjyske arkitekt- og ingeniørfirma med lokation i Aalborg har eksisteret siden 2009.

Virksomheden havde i 2021 en bruttofortjeneste på knap 10,3 millioner kroner, mens resultatet før skat lød på 440.000 kroner. Efter skat lød overskuddet på knap 345.000 kroner.

No.57 er et arkitekthus med base i Nibe i Nordjylland, der siden 2019 har haft stor succes med at realisere bygningsprojekter. Virksomheden beskæftiger syv medarbejdere, som nu bliver en del af BK Nord.

No.57 havde i 2021 en bruttofortjeneste på 2,5 millioner kroner, mens resultatet før skat landede på 340.000 kroner. Efter skat lød overskuddet på 250.000 kroner.