31 almene ældreboliger på Præstefælledvej 3-11 i Tårnby Kommune skal bygges færdig af Boligorganisationen Tårnbyhuse.
Det skriver boligorganisationen i en pressemeddelelse.
Byggeriet er oprindeligt igangsat af OKFonden blandt andet i samarbejde med Tårnby kommune. En konkurs hos Adsbøll Entreprise betød dog, at projektet gik i stå. Tidligere i processen var også Adsbøll Entreprises ingeniørrådgiver Constructa gået konkurs.
Efter at have sikret sig, at økonomien er bæredygtig for organisationen, har Boligorganisationen Tårnbyhuse overtaget ansvaret for at færdiggøre og drive de almene ældreboliger fremadrettet.
Boligorganisationen køber således det halvfærdige projekt for 22,7 millioner kroner inklusive moms.
På et kommunalbestyrelsesmøde den 31. oktober 2023 godkendte kommunalbestyrelsen i Tårnby Kommune, at Boligorganisationen Tårnbyhuse kan overtage projektet med at opføre 31 almene ældreboliger ved Præstefælledvej 3-11 fra OK-Fonden. I samme ombæring blev en anskaffelsessum på 89,7 millioner kroner godkendt.
Den 20. marts 2024 godkendte politikerne i Økonomiudvalget i Tårnby Kommune den endelige økonomi, som ved Skema B lyder på 94,4 millioner kroner. Forhøjelsen skyldes de generelle prisstigninger i byggesektoren inden for de senere år, fremgår det af referatet fra udvalgsmødet.
Læs også: Cobe bag stort, grønt byrum på Amager
– Overtagelsen af projektet med disse 31 almene ældreboliger falder godt i tråd med vores andre byggerier. Vi er netop nu ved at afslutte opførelsen af 96 almene ungdomsboliger i umiddelbar nærhed, hvilket betyder, at de to afdelinger kan samarbejde om den daglige drift af maskiner og personale med videre, udtaler formand for bestyrelsen i Boligorganisationen Tårnbyhuse, Torben Magaard.
– Vi har derfor valgt at sige ja til at overtage byggeriet og gøre det færdigt. Da de to projekter sikrer, at vi fremover kan tilbyde flere gode boliger til både de helt unge og de ældre, er vores planer derudover at opføre familie- og ældreboliger på Plyssen på linje med den strategi vi har lagt for Boligorganisationen Tårnbyhuse i 20’erne.
Byggeriet ved Præstefælledvej 3-11 kommer til at bestå af 31 almene ældreboliger fordelt på seks længer samt et fælleshus.
Boligerne bliver mellem 59 og 98 kvadratmeter store og får to-fire værelser. Den månedlige husleje bliver på mellem 7.900 og 13.100 kroner.
Byggeriet forventes genoptaget april 2024 og forventes færdiggjort i midten af 2025. Projektet udføres i samarbejde med Friis Andersen Arkitekter og Dyrlund Sørensen som hovedentreprenør. Tårnby Kommune og Jyske Bank bidrager med låne- og medfinansiering.
Fakta om Boligorganisationen Tårnbyhuses nybyggerier
Præstehaven Opførelse af 31 almene ældreboliger på Præstefælledvej 3 i Kastrup Nordkronen (Tårnby Stadion).
Opførelse af 96 almene ungdomsboliger (unge under uddannelse) på Gemmas Allé 41 i Kastrup Plyssen (afventer de endelige godkendelser fra relevante myndigheder).
Opførelse af cirka 180 almene familie- og ældreboliger åå hjørnet af Amager Strandvej og Saltværksvej i Kastrup.
Fakta om Boligorganisationen Tårnbyhuse
Boligorganisationen Tårnbyhuse blev grundlagt den 1. januar 2011 efter en fusion mellem Almen Bolig-Administration, Boligorganisationen Tårnby 44, Boligselskabet Flyverhuse og Ejerforeningen Kastruphuse.
Den 1. januar 2023 blev det tidligere Tårnby Kastrup Boligselskabs 3 afdelinger (Allégården, Thyges Gård og Kastrupvænge) fusioneret ind i Boligorganisationen Tårnbyhuse.
Boligorganisationen består i dag af cirka 3.900 lejemål, der er fordelt på 12 afdelinger opført fra 1950 frem til 2024 (inkl. Nordkronen) og der arbejdes på at tilføre flere.
Kilde: Boligorganisationen Tårnbyhuse.