I begyndelsen af 2018 købte Living Development ejendommene på Rugårdsvej 9 og 13A midt i Odense for 18,5 millioner kroner.
Selskabet præsenterede i den forbindelse en plan om at rive de eksisterende bygninger ned for at gøre plads til et nybyggeri i fire etager med i alt 75 lejligheder på mellem 65 og 105 kvadratmeter og med seniorer som målgruppe.
– Med vores nye lejlighedskompleks på Rugårdsvej vil vi gerne give den lidt ældre del af befolkningen mulighed for at komme tæt på centrum, når deres børn er flyttet hjemmefra. Par i alderen 50+ er et overset segment her i byen, men vi er sikre på, at de modne par vil nyde den centrale placering, som gør det nemt at udforske dejlige Odense og de mange oplevelser, som byen byder på, udtalte direktør for Living Development, Lars Klitgaard, tilbage i 2018.
Læs også: Boliger erstatter lukket kro i Odense efter “uskønt forløb”
En lokalplan for projektet blev i september 2020 sendt i otte ugers offentlig høring, men efterfølgende har Living Development, arbejdet videre med projektet. Projektudvikleren vil opføre et større byggeri med flere boliger.
Derfor skal der nu udarbejdes et nyt lokalplanforslag, som skal i fornyet høring i otte uger. Arbejdet med en ny lokalplan besluttede politikerne i By- og Kulturudvalget den 28. februar at igangsætte.
Det nye projekt omfatter en karrébebyggelse, der består af fem bygninger i fire-fem etager. Bygningerne beklædes med mørkerøde teglsten og udstyres med trekantede karnapper i metalbeklædning.
Kommunens forvaltning vurderer, at projektforslaget har “en høj arkitektonisk kvalitet, der lever op til kommunens arkitekturstrategi”.
Området ligger ganske tæt på Kvægtorvet og grunden, hvor AP Ejendomme sammen med DSB Ejendomsudvikling udvikler et stort projekt.