Boligprojekt vil udvide landsby med 50 procent

I landsbyen med blot 180 boliger skal der bygges 90 nye rækkehuse. Boligprojektet sendes snart i otte ugers offentlig høring.

En ny lokalplan skal bane vejen for et nyt boligområde med omkring 90 rækkehuse i landsbyen Bredstrup i Fredericia Kommune.

I en indstilling til byrådet fra politikerne i Teknisk Udvalg, lyder det, at lokalplanforslaget skal sendes i otte ugers høring.

Boligområdet skal udvikles på et eksisterende landbrugsareal, der strækker sig over 9,3 hektar. Området er privatejet.

Formålet med planen er at skabe et varieret boligområde med både dobbelthuse, rækkehuse og klyngehuse.

Boligerne skal have forskellig størrelse og grundareal, så området kan tiltrække en bred gruppe af beboere. Omkring bebyggelsen skal der anlægges grønne fællesarealer med plads til ophold, legeplads, nyttehaver og andre fællesfaciliteter.

Området får adgang fra Bredstrupvej, og en ny cykelsti skal binde området sammen med resten af byen og skabe en sikker rute for skolebørn og andre bløde trafikanter. Der udlægges desuden arealer til regnvandshåndtering og natur, som skal hjælpe ved kraftige regnskyl.

Projektet er udarbejdet efter en henvendelse fra en privat udvikler og har været drøftet på borgermøder i Bredstrup. Borgernes ønsker om grønne arealer, god adgang og varierede boligtyper er indarbejdet i planen.

Forvaltningen vurderer, at lokalplanen giver et solidt grundlag for byudviklingen og bidrager til at integrere det nye boligområde i Bredstrup.

I forvejen er der omkring 180 boliger i landsbyen i form af fortrinsvis parcelhuse. Der er altså tale om en markant udvidelse af byen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling