Boligselskab sælger hovedkvarter

Det største boligselskab i sydsjællandsk kommune har indgået betinget aftale med en unavngiven køber og sælger administrationsejendom.

Boligorganisationen BoligNæstved sælger sit domicil og flytter. Foto: Google Maps.
Boligorganisationen BoligNæstved sælger sit domicil og flytter. Foto: Google Maps.

Boligorganisationen BoligNæstved sælger sin administrationsejendom på Kindhestegade 12, 1. sal i Næstved.

Ifølge BoligNæstved er der allerede indgået en betinget købsaftale med en køber. Da ejendommen ejes af en almen boligorganisation, kræver et salg kommunalbestyrelsens godkendelse, og den har boligorganisationen nu fået.

Baggrunden for salget er, at BoligNæstved har truffet en strategisk beslutning om at flytte til nye lokaler, der bedre kan understøtte organisationens behov.

BoligNæstved ønsker blandt andet bedre tilgængelighed og mere tidssvarende rammer for medarbejderne. Derfor har organisationen indgået en lejekontrakt på nye administrationslokaler i Smedemosen i Næstved med indflytning den 1. oktober 2026.

BoligNæstved vurderer, at det nuværende hovedsæde på Kindhestegade ikke lever op til nutidige krav, og at det vil kræve en omfattende renovering på mindst 2-2,5 millioner kroner at bringe bygningen op på et passende niveau.

BoligNæstved er det største boligselskab i Næstved Kommune. Selskabet har næsten 3.000 boliger i Næstved, Fensmark, Holme Olstrup, Toksværd, Menstrup og Spjellerup. De fleste boliger er almindelige to-fire rums familieboliger, der er opført som etageboliger, rækkehuse og parcelhuse.

Tilmeld Nyhedsbrev