Boll+ køber del af Marina-grunden i Vedbæk

Boll+ har købt en ejerandel i Marina-grunden i Vedbæk. I samarbejde med CPM Invest skal der udvikles et kombineret bolig- og erhvervsprojekt på grunden.

Boll+ har købt en ejerandel i Marina-grunden i Vedbæk og skal fremover udvikle ejendommen i samarbejde med den hidtidige udvikler, CPM Invest. Parternes plan er fortsat at udvikle et kombineret bolig- og erhvervsprojekt på grunden.

– Jeg ser meget frem til at arbejde med en så fantastisk placering. Stedet fortjener et ekstraordinært byggeri, som samtidigt indgår arkitektonisk naturligt i lokalområdet. At få stedets sjæl frem, og at byggeriet skaber glæde blandt brugere og naboer i mange år, er det, som jeg brænder for, siger Morten Boll fra Boll+.

CPM Invest udvikler og leder investeringsprojekter i samarbejde med aktører i den danske ejendomsbranche. Selskabet har i 25 år investeret i alle typer investeringsejendomme over hele landet.

– Vi er glade for at få Boll+ med om bord. Det er ingen tvivl om, at Morten Bolls resultater i de seneste år har gjort ham meget attraktiv, og vi er stolte over, at vi nu sammen skal udvikle Marina-grunden. Projektet går nu ind i en ny fase, hvor vi skal arbejde med den helt rigtige arkitektur, som passer ind i lokalområdet, og her bliver Morten Bolls kompetencer uvurderlige, siger Per Gransøe, administrerende direktør for CPM Invest.

Boll+ har senest udviklet ejendommen på hjørnet af Ny Østergade og Store Regnegade, som har vundet en række priser. Blandt andet har ejendommen for nylig vundet publikumsprisen ved Københavns Kommunes årlige bygningspræmiering.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling