Jönsson henter forhenværende direktør hos Dansk Boligbyg

Tidligere direktør i det konkursramte Dansk Boligbyg Øst, Arne Becker, er tiltrådt som som ny produktionsdirektør hos Jönsson Entreprise.

Arne Becker er per 1. juni tiltrådt som produktionsdirektør i Jönsson Entreprise.

Det oplyser entreprenørvirksomheden med base i Nærum i en pressemeddelelse.

Arne Becker vil organisatorisk referere til administrerende direktør Thomas Normann og være daglig leder og sparringspartner for entreprenørvirksomhedens afdelingschefer, oplyses det.

– Jeg glæder mig først og fremmest til at lære alle mine nye kollegaer at kende som mennesker. Det der motiverer mig allermest er, når jeg møder kollegaer, der med stor gejst kan fortælle, at der er styr på netop deres del af forretningen, udtaler Arne Becker.

– Jeg motiveres i et miljø, hvor mennesker vælger at tage et ansvar i stedet for at få det givet. På den måde server kulturen i Jönsson rigtig godt ind til mine ambitioner. Jeg håber at mine nye kollegaer er friske på at hoppe med på de forandringer, der skal til for styrke vores processer og dermed skabe et stærkt Jönsson i fremtiden.

Arne Becker er han uddannet ingeniør og har mange års erfaring som koncerndirektør og direktør, blandt andet hos MT Højgaard og NCC.

Senest kommer han fra konkursramte Dansk Boligbyg Øst, hvor han som direktør havde ansvar for såvel nybyg som renovering.

Arne Becker er 52 år og bor i Roskilde. Han er gift med Marianne og er far til to drenge på 17 og 19 år.