Som en del af Infrastrukturplan 2035 er Banedanmark blevet bedt om at gennemføre en strategisk analyse, der på et overordnet niveau vurderer omkostningerne og perspektiverne i to-tre mulige linjeføringer for en forlængelse af Farumbanen til Hillerød.
Furesø Kommune og Banedanmark skal undersøge to mulige placeringer for en ny S-togsstation i Farum, henholdsvis syd og nord for Paltholmvej, umiddelbart ved siden af motorvejen.
Arealet nord for Paltholmvej er allerede udlagt til station i den eksisterende kommuneplan, men måske er der andre muligheder.
Den 24. september afholdes der borgermødet om planerne, skriver Furesø Kommune i en pressemeddelelse.
Læs også: Udlejning af over 100 lejligheder i Hillerød er sat i gang
På mødet vil Banedanmark gennemgå hele strækningen, herunder oplæg til placering af en ny Farum Station.
– En forlængelse af S-togslinjen fra Farum til Hillerød vil være godt for vores klima og miljø, og det vil samtidig kunne reducere støjen og trængslen. Vi er naturligvis på et meget tidligt stadie, men det er en analyse, der vil få massiv indflydelse på fremtidens Furesø Kommune, og som vi derfor følger tæt, udtaler Lene Munch-Petersen (A), formand for Natur og Klima i Furesø.
– En station i nærheden af bytorvet rummer meget store udviklingspotentialer for Farum Midtby – særligt for Farum Midtpunkts beboere og erhvervsområderne. Det betyder selvfølgelig også, at der er mange mulige konsekvenser, vi som kommune skal være opmærksomme på i vores langsigtede planlægning.
Kan bilen gøres overflødig?
Furesø er trafikmæssigt en ”tragt” mellem Nordsjælland og København og har de seneste mange år oplevet en kraftig vækst i antal biler, der kører gennem kommunen.
Støj og trængsel fylder rigtig meget lokalt og har gjort det i mange år, og der er derfor en indsats for at fremme de bæredygtige og kollektive transportmuligheder, lyder et fra kommunen.
Læs også: Boligselskab må droppe projekt med 163 boliger i Skævinge
En forlængelse af S-togslinjen fra Farum til Hillerød vil forbinde et område med mere end 160.000 arbejdspladser mellem Hillerød-Furesø-Gladsaxe-Ballerup.
Ifølge Furesø Kommune vil det derfor skabe et alternativ for de mange, der i dag tager bilen ind ad Hillerødmotorvejen på vej til arbejde i København eller omegnskommunerne. Og i den modsatte retning til lokalbanerne i Nordsjælland og det nye supersygehus ved Favrholm.
Fakta om undersøgelsen
- Borgermødet finder sted i Allerød Kommune den 24. september klokken 18-20 i Lyngehallen på Idrætsvej 14 i Lynge.
- Projektet indgår i Infrastrukturplan 2035 af 28. juni 2021, og der er afsat 5,6 millioner kroner (2024-priser) til en strategisk analyse af projektet, som dette borgermøde er en del af.
- Alle 3 kommuner har behandlet en kommende linjeføring og givet input til Banedanmarks forundersøgelse. I Furesø skete det i maj 2023.
- Alle tre kommuner mødes løbende med Banedanmark om projektets forudsætninger og resultater.
- Furesø Kommune har for egen regning udarbejdet en analyse af projektet fra Atkins, der viser, at der kan flyttes mange borgere fra bil til bane gennem projektet med positive effekter for støj, trængsel, klima og rejsetid.
- Borgere og ansatte vil få en direkte togforbindelse til det nye supersygehus i Hillerød, som får 4.000 ansatte og 460.000 ambulante patienter og besøgende. Sygeplejersken fra Værløse vil kunne tage toget fra Værløse station direkte til supersygehuset og være fremme i løbet af 12-13 minutter. Allerødborgeren, der arbejder på Novo Nordisk i Bagsværd, vil få en direkte togtur på cirka 15-16 minutter til arbejde.
Kilde: Furesø Kommune.