Ambitionerne var store, da en række initiativtagere i november sidste år præsenterede planerne for blandt andet et nyt stadion med plads til op til 30.000 tilskuere i Aalborg. Men finansieringen kunne man ikke redegøre for.
Over for Nordjyske slår Aalborg Kommunes borgmester, Lasse Frimand Jensen (S), at de involverede sportsklubber selv skal være med til at løfte opgaven.
– Vi håber på, at klubberne selv er med til at finde noget finansiering som fonde og investorer, siger Lasse Frimand Jensen til avisen.
Det er tanken, at stadion- og halbyggeriet delvist skal finansieres ved salg af byggeretter til boliger.
Men byggeretterne kan næppe indbringe penge nok til at dække alle udgifter til byggeriet, erkender formand for Erhverv Norddanmark, Rasmus Haugaard, som styrede mødet, da planerne blev præsenteret.
– Der skal tilvejebringes noget finansiering fra de aktører, der skal bruge det. Man kan sige, at det er i bredeste forstand ejer- og sponsorkredsen bag de to store klubber i håndbold og fodbold, siger Rasmus Haugaard til Nordjyske.
AaB har blandt andet det tyske selskab Sports Strategy Excellence 22 (SSE22) i ejerkredsen, mens Aalborg Håndbold har rigmanden Eigild Christensen som storaktionær.
Aalborg Kommune er dog tovholder på projektet, og kommunen offentliggjorde kort før jul en tidsplan for projektet.
Aktuelt er planen, at der skal bygges et stadion med plads til op til 30.000 tilskuere, der hvor travbanen i dag ligger. Desuden skal der bygges en multihal med plads til 12.000 tilskuere.
De otte organisationer og virksomheder, der står bag visionen, er Erhverv Norddanmark, AaB, DBU, Aalborg Håndbold, Aalborg Pirates, SIFA, Spar Nord Arena – Aalborg Væddeløbsbane og Aalborg Kongres & Kultur Center.