Busselskab køber godt 7.000 kvadratmeter i Nyborg

Busselskab køber en erhvervsgrund på Delfinvej i Nyborg af belgisk fødevarevirksomhed for at etablere busdepot på adressen.

Colliers har formidlet salget af en erhvervsgrund i Nyborg. Foto: PR.
Colliers har formidlet salget af en erhvervsgrund i Nyborg. Foto: PR.

En erhvervsgrund på Delfinvej i Nyborg skal fremover danne ramme om et busdepot med vaskehal, garageanlæg og opladning til elbusser.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Colliers, som har formidlet salget af grunden til busselskabet Bergholdt.dk.

Grunden på 7.184 kvadratmeter er solgt af den belgiske fødevarevirksomhed Ardo, som har frasolgt sine danske fabrikker som led i en strategisk omstilling. Det har åbnet mulighed for, at arealet nu kan bruges til et helt nyt formål.

– I Nyborg var det svært at finde den ideelle erhvervsgrund, hvor parkering, opladning og vask kunne samles. Med hjælp fra Colliers fandt vi den rigtige løsning. De skabte kontakt til den udenlandske ejer, og gennem en god dialog lykkedes det at gennemføre handlen, udtaler direktør og stifter af Bergholdt.dk, John Bergholdt.

Bergholdt.dk etablerer busdepotet i samarbejde med busselskabet Nobina, som skal stå for kommunal og regional buskørsel på det meste af Fyn. For at sikre en effektiv drift og begrænse tomkørsel etableres der i alt tolv busdepoter på Fyn, og her får Nyborg en central rolle som knudepunkt for elbusser.

Handlen er gennemført i et tæt samarbejde på tværs af Colliers Fyn. Martin Pedersen, Director, har haft dialogen med sælger i Belgien, mens erhvervsmægler Jes Fald har matchet køber med ejendommen og faciliteret forhandlingerne.

– Det er ekstra tilfredsstillende at lykkes med en sag som denne, hvor både en udenlandsk sælger og en køber med kommunen som vigtig medspiller stiller høje krav til processen. Det kræver tålmodighed og et tæt samarbejde hele vejen rundt, udtaler Jes Fald.

Ifølge Colliers viser handlen samtidig, at efterspørgslen efter erhvervsgrunde på Fyn ikke kun er koncentreret omkring Odense. Også byer som Nyborg oplever fremgang på erhvervsmarkedet.

Tilmeld Nyhedsbrev