AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Middelfart Kommune har ambitiøse planer om at udvikle et stort boligområde, der skal være verdens første CO2-neutrale bydel i 2050.

Allerede nu er en daginstitution med navnet Børnehuset Naturbyen på vej i den kommende bydel.

Ifølge Fyens.dk blev spaden stukket i jorden til børnehuset på Lilletoften 2 i Skrillinge tirsdag den 21. maj.

Kommunen har afsat 40,7 millioner kroner til den nye institution, der bliver 1.256 kvadratmeter stor. Bæredygtighed er så vidt muligt tænkt ind i nybyggeriet.

– Det er ikke gratis at bygge grønt, men bygningen forsynes med grønt sedumtag og opføres af bæredygtige mursten, ligesom træfacaderne er uden trykimprægnering men i stedet afbrændte og derfor aldrig skal males, siger Jens Nielsen fra kommunens ejendomscenter til Fyens.dk.

Det kommende børnehus er tegnet af Gjørtz/Andersen/Arkitekter, Arkplan og Drias. Daginstitutionen forventes at skulle rumme cirka 110 børnehavepladser og 36 vuggestuepladser.

Alene i løbet af de seneste fem år er antallet af børn i alderen 0-6 år vokset med over 300 i Middelfart Kommune, hvilket har skabt behov for flere institutionspladser.

Den nye daginstitution syd for Lillebæltskolen er en flytning og udvidelse af institutionen Solsikken på Fejøvænget.

I forbindelse med budget 2022 og budget 2023 besluttede politikerne i byrådet i Middelfart Kommune at bygge tre nye daginstitutioner.

Foruden den nye daginstitution ved Naturbyen er der tale om en ny daginstitution med 24 vuggestuepladser og 110 børnehavepladser ved Hyllehøjskolen samt en ny daginstitution med 36 vuggestuepladser og 110 børnehavepladser som en flytning og udvidelse af Solsikken til en integreret daginstitution ved Lillebæltskolen.

I 2022 købte kommunen desuden en specialindrettet børnehavebus til 28 børn.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling