I Valby er et nyt gastronomisk kvarter i Valby på tegnebrættet. Hotel- og Restaurantskolen og PensionDanmark står i samarbejde med Juul Frost Arkitekter bag projektet.
Lokalplanen blev vedtaget i foråret 2023, og nu bidrager Nordea-fonden med en mindst lige så væsentlig ingrediens for projektet.
Byggeriet af den nye hotel- og restaurantskole har et budget på 600 millioner kroner, og Nordea-fonden er klar med intet mindre end 266 millioner kroner.
Det betyder, at byggeriet nu fuldt finansieret og meget tæt på at kunne realiseres, skriver Hotel- og Restaurantskolen i en pressemeddelelse.
Læs også: Projekt med boliger, hotel og butikker i Valby er vedtaget
– Vi er utroligt glade for Nordea-fondens støtte. Den gør os i stand til at indfri vores vision om at skabe en nytænkende fagskole for gastronomi og værtskab med moderne faciliteter, der er designet til at understøtte værkstedsbaseret undervisning og udvikle et gastronomisk campusmiljø, der kan samle elever, lokale og branchens ildsjæle, udtaler direktør for Hotel- og Restaurantskolen, Søren Kristensen.
Skolen skal blandt andet rumme kreative laboratorier og åbne køkkenhaver.
– Skolen har også et ønske om at gøre den nye skole til et madkulturelt mødested, som åbner sig mod lokalsamfundet og inviterer borgere, organisationer og branchen indenfor – forhåbentlig også til stor inspiration for andre erhvervsskoler landet over, udtaler Nordea-fondens direktør, Henrik Lehmann Andersen.
Forventet indflytning i 2028
Den nye skole bygges på et mindre område af skolens nuværende areal, hvor der i dag ligger gamle lagerhaller og skolehave. Skolen vil få orangeri på taget og urtehaver i grundplan.
I forbindelse med campusområdet vil de nuværende høje, røde bygninger mod Vigerslev Allé og Kjeldsgårdsvej blandt andet rumme studie- og ungdomsboliger.
Bag dem vil PensionDanmark, der er udvikler og bygherre på projektet, etablere nye familieboliger og erhverv. Alt nybyggeri opføres med ambition om at opnå minimum guld i DGNB-certificering.
Læs også: Ny plan for Valby Idrætspark: Et helt nyt bykvarter med boliger, hotel og erhverv
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har godkendt modtagelsen af uddelingen til realisering af skolens planer om byggeri af en ny Hotel- og Restaurantskolen betinget af, at det samlede projekt godkendes af Folketingets Finansudvalg.
Holder tidsplanen, er det forventningen, at den nye skole kan tages i brug i 2028. Indtil da fortsætter undervisningen i de eksisterende bygninger.
Først efter indflytning i den nye skole vil de ikoniske røde bygninger blive omdannet til boliger for blandt andet fremtidens kloge hænder inden for gastronomi, service og værtskab.
Fakta om den nye hotel- og restaurantskole
- Værkstedsbaseret undervisning: Eleverne vil lære gennem praksisnær undervisning i topmoderne køkkener, restauranter og hotelfaciliteter.
- Bæredygtighed i fokus: Skolen vil være et førende eksempel på bæredygtig drift og vil integrere bæredygtige principper i alle aspekter af undervisningen.
- Håndværk og innovation: Skolen vil fremme udviklingen af nye grønne smagsoplevelser og kulinariske teknikker, samtidig med at eleverne lærer at mestre det traditionelle håndværk.
- Samarbejde med erhvervslivet: Skolen vil have tætte bånd til branchen og sikre, at uddannelserne er relevante for arbejdsmarkedet.
- Lokalt mødested: Skolen vil invitere lokalsamfundet indenfor i campusområdet og vise, at det er attraktivt at tage en erhvervsuddannelse.
- Fokus på trivsel: Skolen vil blive indrettet med fokus på, at den understøtter elevernes fællesskab, trivsel og udvikling.
- Fuldt finansieret: Med støtte fra Nordea-fonden er byggeriet med et samlet budget på 600 millioner kroner fuldt finansieret.
- Byggeriets størrelse: Den nye skole har et areal på 15.000 kvadratmeter + kælder. Derudover udvikles et campusområde med blandt andet cirka 300 studieboliger i de nuværende røde bygninger.
- Indflytning i 2028: Holder tidsplanen, forventes skolen at kunne tages i brug i 2028.
Kilde. Hotel- og Restaurantskolen.