Christensen & Co Arkitekter føjer endnu et læringsbyggeri i Holland til porteføljen. Sammen med hollandske Next Architects har den danske tegnestue sat stregerne til projektet Child Center Cartesius, som skal rumme en folkeskole, daginstitution og idrætshal, oplyses det i en pressemeddelelse fra Christensen & Co Arkitekter.
Uddannelseskomplekset opføres i det nye Cartesius-kvarter i Utrecht, og der er ifølge de danske arkitekter tale om et fremtidsorienteret byggeri, der spiller en aktiv rolle i den nye bydel.
“Det kombinerede program er organiseret i én flydende spiralbevægelse omkring et grønt hjerte. Skole, daginstitution og idrætshal fungerer selvstændigt, men også i sammenhæng”, skriver Christensen & Co Arkitekter om projektet.
– For os stopper landskabet og den grønne sløjfe ikke ved facaderne på det nye byggeri, og læringsmiljøet stopper ikke ved starten af landskabet. Vi ser muligheder for, at bygning og landskab hænger stærkt sammen og flettes sammen, udtaler arkitekt og partner i Christensen & Co Arkitekter, Mikkel Hermann Sørensen i meddelelsen.
Naturen integreres på forskellige måder og forskellige steder i hele bygningen. Der vil for eksempel være redehuse, bihoteller og bittesmå skove, mens taghaver på bygningen indrettes med køkkenhaver. Desuden spiller bæredygtighed en stor rolle.
“Cartesius Child Center bliver en energineutral bygning, som matcher bygherren Gemeente Utrechts ambition om at skabe den mest bæredygtige og cirkulære bygning i Holland. Byggeriet er udformet som et biobaseret byggeri med en klar identitet og struktur og med genkendelige indgange. Ved at føre landskabet fra omgivelserne op til taghaverne forbindes bygningen med områdets grønne karakter i en glidende overgang”, skriver Christensen & Co Arkitekter.
Ifølge den danske tegnestue er Cartesius-kvarteret designet efter det såkaldte Blue Zone-koncept. Det omfatter fokus på en sund livsstil og levemiljø.
“Udformningen af børnecentret, som også inkluderer idrætsbyggeri, er en fortolkning af de blå zoners kerneværdier, omsat til gældende termer for uddannelse og børnepasning, hvor natur og bæredygtighed spiller en vigtig rolle. Dette ses i den grønne sløjfe, der omslutter kvarteret, i den grønne sløjfe flyder naturen ind, over og igennem. I arkitekturen skaber det en dialog med de to andre fritstående bygninger i området, Solo-bygningen af Zecc og trafikkontrolposten af dJGA architects”, skriver Christensen & Co Arkitekter.
Den centrale idé bag bygningens design er, at uddannelse og børnepasning skal smelte sammen til ét flydende læringsforløb, hvor barnets udvikling er central.
“I overensstemmelse med denne idé er bygningen organiseret i en spiralbevægelse omkring et grønt hjerte for at sikre et naturligt flow gennem bygningen og skabe et trygt miljø, der stimulerer interaktion og synergi mellem brugergrupperne. Hver alderstrin har sin egen plads i bygningen, som logisk hænger sammen med næste alderstrin. At gå i skole bliver her en rejse, hvor det pædagogiske miljøs kvaliteter bevæger sig sammen med barnet”, skriver Christensen & Co Arkitekter.
– Arkitekturen følger med i barnets udvikling gennem de forskellige alderstrin. I den forstand kan bygningen også spille en pædagogisk rolle, med forskellige typer rum, der udfordrer børn til at udforske. Med indendørs bakker der fører til toppen og huler, der giver tryghed, og som en fuglerede øverst, hvor de ældste børn kan se ud over byen, udtaler arkitekt Marijn Schenk, fra Next Architects.
Byggeriet forventes at stå færdigt i 2025.
Om Child Center Cartesius
Child Center Cartesius er et projekt fra Gemeente Utrecht. Bygningen er tegnet af Christensen & Co Arkitekter og NEXT architects i samarbejde med bureaubplusb, breed_id, werkenbijdeerns dgmradviseurs og Vitrivius Bouwkostenadvies.
Kilde: Christensen & Co Arkitekter.