I maj 2023 købte Cowi islandske Mannvit. Nu skifter den islandske rådgivervirksomhed navn og bliver en fuldt integreret del af Cowi.
Derfor søsættes en kampagne for at tiltrække flere medarbejdere til virksomheden som en del af planen om at udvide aktiviteterne på det islandske marked.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
– Vi ser ind i et år med spændende projekter foran os. Blandt andet har vi en vigtig rolle i opførelsen af det nye hospital i Reykjavik, og vi arbejder fortsat på BRT-anlægget Borgalínan og en række vandkraftsprojekter, udtaler Örn Guðmundsson, der før var administrerende direktør for Mannvit og nu er senior vice president for Cowi i Island.
Læs også: Cowi udnævner direktør med ansvar for hele byggesektoren
– Det er yderst vigtigt, at vi kan imødekomme efterspørgslen inden for projekter omhandlende geotermisk energi, vandkraft og energioverførsel. Vi ser også en øget efterspørgsel efter ydelser inden for vindkraft og fiskeopdræt på land, som vi også kan byde ind med.
I de kommende år er det Cowis plan at udvide sin forretning og aktiviteter i Island med fokus på sine stærke kompetencer inden for infrastruktur, industri, miljø og vedvarende energi.
Det vil omfatte en mangfoldig portefølje, heriblandt projekter inden for grønne brændstoffer, udvikling af vindenergi, geotermisk energi og større industrianlæg, skriver ingeniørrådgiveren.