EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland har formidlet salget af den godt 1.820 kvadratmeter store domicilejendom på Vibe Alle 4 i Kokkedal.
Det oplyse erhvervsmæglerne i en pressemeddelelse.
Bygningen blev oprindeligt opført til Bodum i 1992, men den 1. november 2024 åbner en cykelbutikken Service Course i ejendommen.
– Vi er vokset fra et lille high-end cykelværksted med et lille cykelmuseum, til i dag at rumme både salg af high-end cykler og udstyr fra branchens fem førende cykelbrands, udtaler grundlægger af Service Course, Steen Isaksen, der betegner sig selv som “en kæmpe cykelnørd”.
– Vores værksted er vokset, og vi har nu plads til, at fem af Danmarks allerbedste cykelmekanikere er ansat. Med de nye meget lækre og præsentable lokaler kan vi nu udvide vores store og omfattende cykelhistoriske udstilling og resten af butikken, hvilket vi glæder os helt vildt til.
Jens Jørgen Hagelskjær, som er en af investorerne i selve cykelbutikken, er gået sammen med ejendomsinvestor Christian Birger-Christensen. De to har sammen købt selve ejendommen, hvor Service Course, altså bliver lejere
– Vi er kæmpe cykelnørder og helt vilde med, hvad Steen gør for cykelsporten, udtaler Christian Birger-Christensen.
– Vi tror på Steens projekt og butik – ellers ville vi bestemt ikke gøre det. Processen har også været længe undervejs, da vi og sælgerne fra KW Bruhn Ejendomme skulle have ryddet nogle knaster af vejen.
Det er Jacob Lunding, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland, der har formidlet salget af ejendommen.
– Da den meget præsentable ejendom i Kokkedal blev bygget i 1992 blev den opført, brugt og ejet af Bodum. Ejendommen er en slags hybrid mellem stort showroom, lager og kontor og den er siden både blevet tilbygget og istandsat løbende. Senere blev den hovedkontor for Mitsubishi bilimport og efterfølgende har Lauritz.com også været lejere, udtaler Jacob Lunding.
Ejendommen ligger på en 4.800 kvadratmeter stor grund tæt på motorvejsafkørslen ved Fredensborg Rådhus. Nærmeste naboer er Scanomat og Billi Bi.
Ejendommen er solgt i en selskabshandel, og handlen er derfor ikke tinglyst. I den seneste årsrapport fra selskabet er ejendommen bogført til en værdi af 15,8 millioner kroner.