Danmarks rigeste fisker køber ejendomme i Skagen

For et tocifret millionbeløb overtog han i sidste måned Hotel Plesner, og nu har erhvervsfisker Henning Kjeldsen købt yderligere 10 ejendomme i Skagen.

Ifølge Nordjyske har storfisker Henning Kjeldsen købt 10 nyopførte boliger i Skagen for 32 millioner kroner gennem anpartsselskabet HK Ejendomme Skagen.

Boligerne er hver især omkring 100 kvadratmeter store og indgår som en del af projektet “Lille Skagen”. Henning Kjeldsen overtager dem fra entreprenørvirksomheden Trigon, skriver avisen. Sidste år købte han 15 boliger i projektet, og selskabet ejer nu over 38 ejendomme i Skagen samt en ejendom i Strandby, skriver Nordjyske.

Henning Kjeldsen og Trigon står desuden i fællesskab bag et næsten 10.000 kvadratmeter stort byggeri til det maritime museumsprojekt “Maskinrummet”, ligesom parterne sammen vil investere et trecifret millionbeløb i et nyt feriecenter i Skagen.

Ifølge Skagen Avis købte Henning Kjeldsen sammen med sin forlovede Anita Christensen i juni Hotel Plesner samt en tilhørende bygning, der tidligere husede en tandklinik, af Humberto Petersen.

LÆS OGSÅ: KÆDE OVERTAGER TRE HOTELLER I SKAGEN

Badehotellet på Holstvej i Skagen er tegnet i 1907 af arkitekten Ulrik Plesner og har i alt 17 værelser, hvoraf de ni er placeret i den originale hovedbygning, mens fem ligger i den tidligere hestestald. Endeligt er der tre værelser i en bygning, der engang var kombineret vaskehus og karlekammer. Efter planen skal hotellet udvides med yderligere 11 værelser i bygningen, der tidligere husede tandklinik, skriver Skagen Avis.

Ifølge tingbogen overtog Henning Kjeldsen og Anita Christensen hotellet gennem selskabet HK Hotel Skagen den 15. juni for 11 millioner kroner.

I 2022 solgte Henning Kjeldsen størstedelen af sine fiskekvoter for 2,4 milliarder kroner, skriver Nordjyske.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling