
Den 1. maj åbner Easy Stay Hotel på Åderupvej 4-6 i Næstved.
Hotellet er fuldt digitalt og uden reception, så gæster kan tjekke ind døgnet rundt ved hjælp af en adgangskode, der sendes til mobilen.
Det oplyser Maycon Ejendomsudvikling, som står bag hotellet, i en pressemeddelelse.
Byggeriet begyndte den 2. februar og nåede på blot en uge så langt, at bygningen stod klar til den indvendige færdiggørelse. Totalentreprisen er udført af virksomheden Flex Modul fra Skive.
– Det har været en imponerende byggeproces, hvor tingene er gået stærkt – uden at gå på kompromis med kvaliteten. På meget kort tid er et helt nyt hotel skudt op i Næstved, fortæller Dennis Dahl, hotel- og udviklingschef hos Maycon.
Hotellet rummer 38 værelser med plads til en-fire personer og henvender sig både til erhvervsrejsende, håndværkere, familier og weekendgæster. Der er gratis parkering og mulighed for opladning af elbiler.
I stueetagen åbner café og restaurant Easy Bite, hvor både hotelgæster og lokale kan spise. Hotellet ligger centralt i byen tæt på banegården og Næstved Arena.
Easy Stay i Næstved bliver det andet hotel i kæden. Det første åbnede i Rønnede ved Stop37 i januar 2025.





















