I begyndelsen af 2022 købte LRK Bolig grundene på Krogholmvej 40 og 42 i Stenløse for 12,5 millioner kroner.
Nu vil ejendomsudvikleren med base i Vedbæk bygge boliger i halvandet plan på de to matrikler.
Plan- og Byudviklingsudvalget i Egedal Kommune igangsatte derfor arbejdet med en ny lokalplan for grundene tilbage i august 2023.
Nu er planen klar til at blive sendt i høring. Det har et flertal af politikerne i byrådet besluttet.
I forhold til de oprindelige byggeønsker har kommunens forvaltning i samarbejde med LRK Bolig skåret lidt af det samlede projekt.
Læs også: Første etape af nordsjællandsk bydel med over 1.000 boliger er godkendt
Det skyldes blandt andet, området visse steder står under vand efter kraftige og langvarige regnperioder. Derfor fastlægger lokalplanen, at områdets disponering og bebyggelse sikres mod fremtidige skybrud og risiko for oversvømmelser.
– For at man kan håndtere den vandproblematik, men også for at få noget mere grønt ind i området, så har man i samarbejde med udvikler fundet frem til, at det skal være 22 rækkehuse i forskellige størrelser og 10 parcelhuse, oplyste formand for Plan- og Byudviklingsudvalget, Ulrik John Nielsen fra Lokallisten Ny Egedal.
I lokalplanen stilles der blandt andet forholdsvis detaljerede krav, som skal sikre variation i rækkehusbebyggelsens struktur og arkitektur samt i valget af materialer og farver.
Alle boliger kan etableres med naturlige, genanvendelige og bæredygtige materialer som træ og tegl, og facaderne kan beplantes.
Der stilles også krav om, at rækkehusene skal opføres i forskellige størrelser på mellem 60 og 110 kvadratmeter for at dække forskellige boligbehov.
Læs også: Helhedsplan for nordsjællandsk boligområde droppes efter politisk kludder
Endeligt stilles der krav om, at regnvand fra tage uden sedum (grønne tage) skal opsamles og anvendes til toiletskyl, tøjvask og havevanding.
Aktuelt ligger der på grunden en hestefold og et hus fra 1986. Huset skal rives ned for at gøre plads til de nye parcel- og rækkehuse. Desuden skal lokalplanområdet overføres fra landzone til byzone.
Anpartsselskabet LRK Bolig ejes af Lars Schönewolf-Greulich og Kristian Vinggaard samt Mads og Rasmus Dissing Pedersen.