Museumspladsen på Østergade 42 i den centrale del af Esbjerg har i mange år fungeret som parkeringsplads. Nu udbydes grundarealet på 11.830 kvadratmeter med en estimeret byggeret på 13.500 kvadratmeter.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, som skal formidle salget af Bibliotekshaven, som det nye projekt på Museumspladsen er døbt.
Bibliotekshaven udbydes i offentligt udbud med budfrist den 26. august 2024, oplyses det.
Esbjerg Kommune afholdt i 2020 i samarbejde med DSB Ejendomme en parallelkonkurrence, der blandt andet omfattede Museumspladsen i den centrale del af Esbjerg.
Vinderforslaget blev tegnet af Tegnestuen Vandkunsten og lægger op til en opdeling af den nuværende parkeringsplads med en ny park på den ene halvdel og en åben karrébebyggelse på den anden halvdel samt med en delvist nedgravet parkeringskælder.
Læs også: Hirsehaven åbner i Esbjerg: Fuldt udlejet
– Kvalitet bliver et nøgleelement i de løsninger, der skal kendetegne projektet. Det gælder lige fra boligerne til de parkeringspladser, som dagligt bliver benyttet af mange lokale så vel som gæster i byen, udtaler borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V).
Det nye projekt har fået navnet Bibliotekshaven og i forlængelse heraf Biblioteksparken, da parken ligger klos op ad Esbjerg Hovedbibliotek. En strukturplan fra Tegnestuen Vandkunsten danner grundlag for udbuddet.
– Visionen for Bibliotekshaven og Biblioteksparken er at skabe bedst mulige rammer for byen med den bymæssige tænkning og arkitektoniske greb. For at sikre variation, skal karrébebyggelsen i sit udtryk være sammensat af bygningstypologier, der er kendt i byen, udtaler Jesper Frost Rasmussen.
– Formålet med parken er, at den skal være multifunktionel og henvende sig til alle byens borgere med plads til ophold, leg og aktivitet, fordybelse og udeservering. Der skal stadig være mulighed for petanque i samme omfang som i dag, og ellers bedre forhold, for eksempel med overdækket arealer og bedre siddepladser. De store gamle træer i parken bevares så vidt muligt, mens multibanen flyttes til anden lokation i byen.
Central beliggenhed
Byggeretten udbydes i licitation. EDC Erhverv Poul Erik Bech skal formidle salget i samspil mellem det lokale erhvervscenter, den lokale boligbutik og projektafdelingen i Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed.
– Vi har sat et skarpt hold til opgaven med blandt andet vores lokale boligmægler i Esbjerg, Morten Riis Nielsen, som sammen med mig vil bistå interesserede købere med blandt andet at fastsætte salgs- og lejeniveauer for de kommende boliger, udtaler Tonny Broberg, projektchef hos EDC Projekt Poul Erik Bech.
Læs også: Hotel i Esbjerg udvider
– Vi er i gang med et lignende udbudsprojekt for Haderslev Kommune, hvor den tidligere Hertug Hans Skole i den centrale del af Haderslev er i udbud. Sagen har fået meget opmærksomhed i pressen, og er faktisk en af grundene til, at Esbjerg Kommune har valgt os til opgaven, så vi glæder os til endnu et udbudsprojekt, der kan skabe opmærksomhed og sætte en god dagsorden for udviklingen i Esbjerg Kommune.
Jesper Ølgaard Bloch, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Syd-/Vestjylland, som på lige fod med Tonny Broberg og Morten Riis udgør den sidste del af trioen, ser frem til at arbejde med sagen.
– Vi vil også bistå med rådgivning til erhvervsdrivende, som ser sig selv blive en del af det kommende projekt. Beliggenheden til sådan et projekt fås ikke bedre i Esbjerg, og mange vil helt sikkert gerne bo i området. Det er meget centralt med kort afstand til offentlig transport med banegården og busterminalen lige ved siden af. Derudover er det tæt på byens handelsliv, kulturelle- og oplevelsestilbud og med hovedbiblioteket og supermarked på hver sin side af projektet, påpeger han.