Europæisk investor vil smide milliarder i feriepark på Djursland

En helt ny feriepark ved Nimtofte på Djursland er på tegnebrættet, og i kulissen står en stor, europæisk investorer klar med milliarder til projektet.

Vi har lagt coronapandemien bag os, og det er igen fede tider for turismen i Danmark. Måske er det baggrunden for den internationale interesse, der tilsyneladende er for en helt ny feriepark på Djursland.

Her er en stor, europæisk investor klar til at investere milliarder i projektet, som skal opføres i bæredygtige og naturvenlige materialer mellem Djurs Sommerland og Lübker Golf & Spa Resort. Det skriver lokalmediet SyddjursLiv ifølge Århus Stiftstidende.

– Vi kommer næsten til at fordoble antallet af overnatninger, siger formand for erhvervs- og planudvalget i Syddjurs Kommune, Kasper Kolstrup Møller (K) ifølge Århus Stiftstidende og konstaterer, at projektet vil gøre Syddjurs Kommune førende på turisme i hele Norden.

Djurs Sommerland fik for nylig grønt lys til et projekt med en ny feriepark i form af et feriecenter og en campingplads i tilknytning til forlystelsesparken. Direktør for Djurs Sommerland Henrik B. Nielsen er begejstret for planerne.

– Hvis vi kan etablere noget mere overnatningskapacitet, kan det både støtte op om udviklingen af vores sommerland, men også skabe en stærkere destination på Djursland, der kan blive i international topklasse, siger Henrik B. Nielsen ifølge Århus Stiftstidende til SyddjursLiv.

Illustration fra udviklingsplanen "Hjertet af Djursland".
Illustration fra udviklingsplanen “Hjertet af Djursland”.

Projektet indgår som en del af udviklingsplanen Hjertet af Djursland, som Syddjurs Kommune har udarbejdet i samarbejde med Gustin Landskab, Sweco og Kvistgaard+Hird samt Norddjurs Kommune, Aarhus Kommune, Dansk Kyst- og Naturturisme, Realdania og VisitAarhus.

En del af planen er en skitse for en feriepark tæt på Djurs Sommerland, der vil give plads til flere overnattende gæster. Der er her lagt op til en bæredygtig løsning, hvor stisystem og nybyggeri vil tage hensyn til natur og landskab.

Det centrale område i udviklingsplanen er beliggende i Syddjurs Kommune mellem Djurs Sommerland og Lübker Golf og Spa Resort. Det er udlagt som en ramme i kommuneplanen til rekreative formål. Her kan blandt andet etableres overnatning, legeland, badeland og restaurationer.

Ifølge Syddjurs Kommune har det centrale Djursland omkring Nimtofte har med Djurs Sommerland og Lübker Golf og Spa Resort i spidsen en vigtig rolle i den fortsatte udvikling af turismen i Aarhusregionen med over 1,1 millioner dagsgæster om året.

I 2021 foretog turisterne i alt 2,2 millioner overnatninger i kommercielle overnatningsfaciliteter i Syddjurs og Norddjurs kommune. Det svarer til halvdelen af alle kommercielle overnatninger i Aarhusregionen.

Turismen skaber til sammen en omsætning på i alt 3,3 milliarder kroner og bidrager med 2.239 årsværk i de to kommuner på Djursland.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling