Få store lejemål bag tredobling af tomme lagerlokaler i Østjylland

På knap to år er udbuddet af ledige logistik- og lagerlokaler i Aarhus og de øvrige østjyske kommuner mere end tredoblet, viser nye tal.

Virksomheder på udkig efter lokaler til lager, logistik og produktion eller værksted i Aarhus og det øvrige Østjylland har fået meget mere at vælge imellem det sidste par år.

Omfanget af udbudte lokaler i de 11 østjyske kommuner er nemlig mere end tredoblet ifølge data fra Ejendomstorvet.dk. Det skriver portalen for erhvervslokaler i en pressemeddelelse.

– For lige knap to år siden var udbuddet af lokaler i landsdelen det laveste, vi nogensinde har registreret i de 25 år, vi har data for erhvervslokaler. Dengang, i andet kvartal 2022, var udbuddet 110.700 kvadratmeter, men gennem syv kvartaler er det mere end tredoblet til 390.600 kvadratmeter. Vi er dog stadig langt under den million ledige kvadratmeter, Østjylland døjede med i 2011, altså i kølvandet på finanskrisen. Målt i forhold til de samlede lokaler er udbuddet steget fra 0,9 procent til nu 2,9 procent, mens det toppede omkring 8-9 procent efter finanskrisen, udtaler Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

I øjeblikket er næsten 10.600 erhvervslejemål og ejendomme over hele landet udbudt på Ejendomstorvet.dk, heraf knap 1.500 lagerbygninger, logistikejendomme, fabrikshaller og værksteder. Af dem ligger 240 i Østjylland – mod 146 lokaler for små to år siden.

Aarhus Kommune har flest med 80 udbudte lokaler, mens både Hedensted, Randers og Silkeborg har omkring 20 lokaler til leje eller salg. Horsens ligger markant højere med 56 udbudte lokaler.

Læs også: Stigning på 75 procent i ledige lagerarealer på halvandet år

– Vi ser meget nybyggeri i Horsens, hvor byrådet har udlagt store arealer til erhverv, for eksempel har transportkoncernen DSV bygget nyt her. Ellers kan en del af stigningen i udbudte lokaler i Østjylland forklares med et par store enkeltsager: Dels har Nemlig.com droppet at bruge sin nyopførte lagerbygning i Aarhus på 38.000 kvadratmeter og har i stedet sendt den på markedet, dels er Danfoss flyttet fra 19.000 kvadratmeter lager- og produktionslokaler i Aarhus til fordel for nybyggeri i Silkeborg, siger Steen Storgaard Møller, direktør og partner hos Nordicals Aarhus.

Mads Bjerrum Christensen, industrichef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus. Foto: PR.
Mads Bjerrum Christensen, industrichef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus. Foto: PR.

Ud over de store enkeltsager er der ifølge Mads Bjerrum Christensen, industrichef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, to andre forklaringer på det øgede udbud: En opbremsning i opbygningen af lagre og et omfattende nybyggeri efter flere år uden nævneværdigt byggeri.

– Under coronaforløbet med kraftig vækst i nethandel og med forsyningsproblemer udbyggede mange virksomheder deres lagre, men det ser vi ikke mere. Samtidig har der været omfattende nybyggeri, fordi virksomheder i dag foretrækker væsentligt højere bygninger end for bare fem år siden. Det giver en meget mere effektiv drift, og både virksomheder og investorer har fundet ud af, at prisforskellen på at bygge med en frihøjde på 12 meter frem for 8 meter ikke er så stor, udtaler Mads Bjerrum Christensen.

Interessen for lager- og logistikbygninger er ifølge de to erhvervsmæglere klart størst langs E45-motorvejen, særligt fra Aarhus ned over Horsens og videre sydpå mod Trekantområdet inklusive Kolding.

– Selv om udbuddet er steget til knap tre procent, er det historisk set stadig et ret lavt niveau, og med det omfattende – og tiltrængte – nybyggeri det seneste par år, kan udbuddet godt stige lidt de kommende kvartaler. Måske til omkring 3,5 procent, men nok ikke til 4 procent og slet ikke til de højder, vi oplevede under finanskrisen. Vækstforudsætningerne for virksomhederne er fortsat ganske fornuftige, pointerer Steen Storgaard Møller fra Nordicals.

Østjylland inklusive Aarhus har i alt knap 13,5 millioner kvadratmeter til lager, logistik, produktion eller værksteder – det svarer til godt en sjettedel af landets samlede lagerarealer.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling