Stigning på 75 procent i ledige lagerarealer på halvandet år

Udbuddet af lokaler til lager og logistik er vokset med næsten 750.000 kvadratmeter i løbet af seks kvartaler, viser nye data fra Ejendomstorvet.dk. Stigningen sker dog efter omfattende nybyggeri, og udbuddet er blot ved at nærme sig et historisk mere normalt niveau, mener to erhvervsmæglere. Udlejerne er begyndt at kræve længere lejekontrakter.

Gennem seks kvartaler er antallet af ”til leje”-skilte i erhvervsområderne ud for lagerbygninger, logistikejendomme, produktionshaller og værksteder steget uafbrudt.

Det fremgår af de nyeste data fra Ejendomstorvet.dk, oplyser ejendomsportalen i en pressemeddelelse.

– På den ene side er udbuddet af lokaler til lager og logistik steget 75 procent på blot halvandet år, nemlig fra lige knap 1 million kvadratmeter til over 1,7 millioner, udtaler Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

– På den anden side har der været omfattende nybyggeri med næsten 2,3 million ekstra kvadratmeter, og virksomhederne har faktisk formået at aftage rundt regnet to tredjedele af de nye arealer.

I øjeblikket er 10.500 erhvervslejemål og ejendomme over hele landet udbudt på Ejendomstorvet.dk, heraf knap 1.500 lagerbygninger, logistikejendomme, fabrikshaller og værksteder.

To erhvervsmæglere ser dog nogenlunde roligt på den kraftige vækst i antallet af udbudte kvadratmeter – fra 1,3 procent af de samlede arealer til nu 2,2 procent. Udbuddet var nemlig markant højere – næsten 6 procent – i årene 2010-13, altså i kølvandet på finanskrisen, der ramte Danmark i 2008-09.

Læs også: De vil udvikle 190.000 kvadratmeter logistikejendomme i Bjæverskov

– Udbuddet ligger stadigvæk på et lavt niveau, og vi havde mange udlejninger i 2023, endda til høje lejeniveauer. Danmark har en sund økonomi, og vi oplever stadig god efterspørgsel stort set alle steder, siger Helle Andersen, afdelingschef for logistik og industri hos Colliers International.

– Men da der er blevet bygget meget nyt, så kan det godt tage lidt længere tid at få afsat kvadratmeterne, og udbuddet kan stige yderligere det næste par år. Det skal dog nok falde igen, for virksomhederne har brug for moderne lokaler.

En lignende melding kommer fra en anden stor erhvervsmægler.

– Markedet vender sådan set tilbage til mere normale tider, efter at coronaforløbet gav ekstra stor efterspørgsel og ekstra lav tomgang, fordi vi fik øget nethandel, og fordi der var knas med transport og forsyningskæder, konstaterer Dragana Marina, analysechef hos CBRE.

– Der er blevet bygget en del spekulativt de seneste år, altså uden lejere på forhånd, men nu har vi set en opbremsning, og mens det før var udlejernes marked, så er det i højere grad blevet lejernes marked.

Stor efterspørgsel på lager- og logistikejendomme i hovedstadsområdet

Begge mæglere fremhæver, at der især er stor efterspørgsel i hovedstadsområdet – årsagen er, at adskillige kommuner gradvis omdanner erhvervskvarterer til boligområder. Dermed bliver der ganske enkelt mindre plads tilbage til virksomhederne.

– Hele Storkøbenhavn er præget af byudvikling, og det presser mange små og mellemstore virksomheder. Vi har for ganske nylig fået hele 100.000 kvadratmeter ny erhvervsjord til salg for Dragør Kommune, og her oplever vi meget stor interesse, for det er sjældent, at der kommer større grunde på markedet så tæt på København, siger Helle Andersen fra Colliers International.

Læs også: På ét år har Danmark fået en halv million kvadrameter flere tomme lagerlokaler

Hos CBRE peger analysechefen på, at de ændrede markedsvilkår giver en forskydning i lejekontrakterne.

– Før kunne udlejerne forvente, at hvis nogle af deres lokaler blev fraflyttet, så var de lette at leje ud igen – ofte endda til højere leje. Men efterhånden som det er blevet lejernes marked, så er udlejerne igen begyndt at foretrække lange lejekontrakter, som normalt giver udlejer en større sikkerhed, siger Dragana Marina fra CBRE.

Ved indgangen til 2024 havde Danmark godt 78,6 millioner kvadratmeter lokaler til lager, logistik samt produktion og værksteder. Heraf ligger godt 63 procent i Jylland – flest i Sydjylland (inklusive det meste af Trekantområdet), nemlig 15,5 millioner kvadratmeter eller en femte af det samlede areal. Østjylland har 13,5 millioner eller godt en sjettedel, mens både Vestjylland og Nordjylland har over 10 millioner kvadratmeter.