I februar 2023 blev en strategi og idéoplæg for omdannelsen af Bramhøjgaard til et nyt kvarterhus godkendt.
Ud over Lokale og Anlægsfondens tilsagn, har nu også Realdania valgt at støtte byggeprojektet, hvor en stor del af materialerne fra den gamle gård skal genanvendes.
Det skriver Køge Kommune i en pressemeddelelse.
Det er tegnestuen Dominique+Serena, der står bag Bramhøjgaards transformation. Der bliver langt fra tale om en klassisk bygning. De fleste af de rum og længer, der tilsammen vil udgøre det nye Bramhøjgaard er uopvarmede og med åbent til himlen, skriver kommunen.
I løbet af det kommende år skal det endelig projekt beskrives detaljeret og de fornødne tilladelser gives, før det første spadestik forventelig kan tages i løbet af 2025.
– Som kommune har vi begrænsede ressourcer. Men vi har en masse viden og kompetencer, som kan komme bedst i spil, når vi arbejder sammen med andre, og hvor flere parter træder til med både indsigt og økonomi. Det samarbejde er en central del af det, vi kalder Fremtidens Køge, som det kommende kvartershus Bramhøjgaard er et smukt eksempel på, udtaler Køges borgmester Marie Stærke (S).
Kultur og lokale foreninger går sammen
En række kultur- og fritidsaktører i Køge Kommune er allerede på banen i det delte værtskab for Bramhøjgaard.
Ungdomsskolen, Billedskolen, Tapperiet, Teaterbygningen og Skate Gule Hal i Køge Kommune er gået sammen med Museum Sydøstdanmark, KØS, Grøn Omstilling og Køge Bibliotekerne om at skabe kulturelle og bæredygtige aktiviteter i Bramhøjgaard.
Samtidig har lokale foreninger og ildsjæle som Køge Nord Skovby Bydelsforening, Ølsemagle Landsbylaug, Ølsemagle Kirke, Foreningen Kulturfuglen, Lyngens spejdere og flere andre også engageret sig i arbejdet med at gøre Bramhøjgaard til et helt særligt samlingssted.
– Jeg er sikker på, at Bramhøjgaard bliver et unikt samlingssted, hvor fællesskabet kan trives i stærk forening med spændende kulturelle aktiviteter – et sted, hvor man sammen med andre kan engagere sig i aktiviteter af meget forskellig karakter, udtaler formand for Kultur- og fritidsudvalget, Ken Kristensen (V).
Det nye kvartershus bliver ifølge Køge Kommune et klimavenligt og cirkulært byggeri. Gårdens mange nye uderum, solopvarmede rum og indendørs opvarmede rum indfanger, udnytter og udstiller fænomener, der er knyttet til klimaet og naturen. Solvarmen lagres som energi og varme, og regnvandet opsamles på synlige og stemningssættende måder.
Et innovativt eksempel
I den filantropiske forening Realdania, som har støttet projektet med 5 millioner kroner, tror man også på, at mødestedet på Bramhøjgaard kan være en inspirationskilde for andre.
Projektchef i Realdania, Laura Kristine Bjerre Munch, påpeger, at vi skal blive bedre til at genanvende de bygninger.
– Her har det nye Bramhøjgaard et potentiale til at blive et innovativt og inspirerende eksempel på, hvordan vi ved bygningstransformation og genbrug af byggematerialer kan skabe et bud på, hvordan et mødested i fremtiden kan se ud, udtaler Laura Kristine Bjerre Munch, der forventer, at kvartershuset kan være med til styrke identiteten og sammenholdet i den nye bydel, hvor der både bygges billige boliger og træboliger.
Lokale- og Anlægsfonden støtter projektet med 4,6 millioner kroner. Endeligt spæder Køge Kommune til. Det samlede anlægsbudget lyder nemlig på 15,3 millioner kroner. Dertil kommer forventede udgifter til udstyr og indretning på 850.000 kroner.