Flügger er storleverandør til svanemærkede byggerier

Danmark så i 2022 en stor fremgang i Svanemærket byggeri på 17 procent. Danske Flügger er storleverandør til de svanemærkede byggerier i hele landet.

Fire ud af fem liter af Flüggers maling, spartel og lignende bærer Svanemærket og/eller EU-Blomsten. Dermed indfrier Flügger sit mål om 80 procent miljømærket maling et år før tid. Tilbage i 2016 lå tallet på 11 procent, så der er sket en markant udvikling på få år. Det skriver maling- og spartelproducenten i en pressemeddelelse.

Sune Schnack, administrerende direktør i Flügger Group, er stolt af nå det vigtige miljømål før tid, og han peger på, at udviklingen i høj grad er drevet af efterspørgslen.

– Først og fremmest vil vi gerne takke vores kunder for deres engagement i bæredygtighed og for at vælge vores mere miljørigtige produkter. Uden den store efterspørgsel ville vi aldrig have nået målet. Vi er meget taknemmelige for den positive respons og de mange gode input fra vores kunder, udtaler Sune Schnack.

Antallet af svanemærkede byggerier stiger i hele Norden, hvor Flügger primært opererer. Ifølge Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark, stiller Svanemærket høje krav til byggematerialerne:

– Vi har de seneste år set en positiv udvikling i antallet af svanemærkede byggerier i hele Norden. Det vidner om, at byggebranchen i høj grad har fokus på at bidrage til den grønne omstilling. Her er Svanemærket et godt redskab, da mærket ser på hele byggeriets livscyklus, udtaler Martin Fabiansen.

LÆS OGSÅ: TRÆPENSLER FRA FLÜGGER BLIVER FSC-MÆRKEDE

– For eksempel bliver der stillet krav til de materialer, der skal indgå i et svanemærket byggeri – på den måde er væksten inden for svanemærket byggeri også med til at drive en positiv udvikling inden for byggematerialer med både Svanemærket og EU-Blomsten.

Hurtig overgang til miljømærket maling kræver store investeringer

Siden 2018 har Flügger investeret 270 millioner kroner i sine fabrikker i Danmark (Kolding) og Sverige (Bollebygd), hvor Flüggers maling og spartel produceres. Begge fabrikker er blevet færdige i løbet af det seneste år.

Investeringerne er med til at gøre Flügger i stand til at leve op til de skrappe krav i miljømærkerne i dag og fremover. Den meget hurtige overgang til mere miljørigtig maling har dog også været risikofyldt:

– Der er risiko i at producere miljømærket maling, fordi der er langt færre konserverende stoffer i den. Derfor vi har stort fokus på løbende kontrol af kvalitet og renlighed i produktionen, ligesom råstoffer og maskiner skal være af høj kvalitet, udtaler Sune Schnack.

Han understreger samtidig, at miljømærket maling ikke kun stiller høje miljøkrav, men også sæter fokus på malingens kvalitet:

– Miljømærket maling kræver fokus på meget mere end kun miljø. Malingen skal leve op til skrappe kvalitetskrav, så den dækker godt og holder længe, ellers vil folk skulle male det samme område over igen og igen – og det giver ikke mening for hverken miljø eller mennesker, slutter han.