Folketinget vedtog i 2022 en lov, der giver landets 98 kommuner mulighed for at forbyde gamle brændeovne og pejseindsatser produceret før juni 2008 i områder med fjernvarme eller naturgas.
På den baggrund har Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune nu udarbejdet en ny forskrift for brændeovne, som nu skal behandles politisk.
Formålet med den nye forskrift for brændeovne er at nedbringe den lokale luftforurening fra brændeovnene.
Den nye forskrift kommer også til at omfatte byens kolonihaver. Det skyldes, at 99 procent af byens husstande i dag er dækket af fjernvarmenettet, og at kolonihaverne derfor ikke kan undtages.
– Vi er nødt til at arbejde aktivt for at nedbringe luftforureningen i København. Det gælder både i det store billede, men også lokalt rundt om i byen. Mange undersøgelser viser, at luftforurening har stor negativ indvirkning på mennesker. Derfor skal vi gøre brug af alle de tiltag og midler, som står til rådighed for os, udtaler teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL).
Godkendes forvaltningens forslag, skal forskriften i høring i otte uger. Derefter vil den blive forelagt udvalget igen og forventes at kunne tages i brug fra i slutningen af 2025. Sagen er på dagsordenen i teknik- og miljøudvalget den 6. maj.
– Det her er fantastisk, og jeg har arbejdet for et forbud, siden jeg blev borgmester. Nu kan vi endelig tage første skridt i opgøret med de forurenende brændeovne. Alt for mange københavnere bliver syge og dør for tidligt som følge af sundhedsskadelig luft. Vi kan simpelthen ikke være bekendt, at man risikerer at blive syg af at trække vejret i vores by. Kampen for ren luft i byen stopper ikke her, men det her er en vigtig milepæl, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.
I København vurderes det, at der er cirka 12.900 traditionelle brændeovne og omkring 900 pejseindsatser, hvoraf cirka 3.200 brændeovne er produceret før 2008, og dermed vil være omfattet af forskriften.
Antallet af brændeovne i København har ifølge kommunens teknik- og miljøforvaltning været nedadgående gennem de seneste år. Det skyldes blandt andet en statslig ordning med skrotpræmie for ovne produceret før 1995. Ordningen udløb dog i 2020.
Desuden skyldes det lovgivning med krav om, at brændeovne produceret før 2003 skal udskiftes eller sløjfes ved ejerskifte af den bolig, hvor brændeovnen er installeret. Denne ordning har indtil nu medført, at 7.600 brændeovne er blevet udskiftet på landsplan, mens 7.700 er blevet nedlagt.
Hertil kommer ifølge forvaltningen i Københavns Kommune, at et øget fokus på partikeludledningen fra brændeovne formentlig har bevirket, at mange har valgt at udskifte eller skrotte deres gamle brændeovn.
Således forventer skorstensfejerne i København, at der alene i løbet af januar og februar 2024 vil blive sløjfet 100 til 150 brændeovne i Københavns Kommune.