Slør løftes for foreløbige planer for nyt hotel i 12 etager

Foruden et nyt hotel med 120 værelser samt rooftop og restaurant skal der bygges cirka 140 ejer- og lejeboliger i syv blokke.

I slutningen af 2024 indgik Næstved Kommune en aftale med familievirksomheden Hartmann om en udviklingsaftale for Rådmandshaven.

I juli 2025 kunne parterne offentliggøre, at familievirksomheden havde købt det 25.000 kvadratmeter store areal, hvor en parkeringsplads skal lægge grund til boligbyggeri og et fire-stjernet hotel.

I alt skal området rumme 17.800 kvadratmeter nybyggeri. Der skal bygges et 5.000 kvadratmeter stort hotel i 12 etager med 120 værelser samt restaurant og rooftop. Dertil kommer 12.800 kvadratmeter boliger i form af syv blokke med 140 lejligheder i byggeri i fem-seks etager.

Nu er mere detaljerede skitser offentliggjort, skriver SN.dk med henvisning til hjemmesiden Rådmandshaven.dk, hvor det dog understreges, at illustrationerne er foreløbige og vejledende.

– Vi har haft arkitekter gennem Næstved for at finde byens særlige DNA, fortæller direktør for udviklingsselskabet Rådmandshaven, Nicolai Hartmann, til SN.dk.

– Vi har kigget på gesimser og gavle, og vi faldt for den røde frise ved Kähler-bygningen. Den er smuk, den er klassisk og den vil føje sig ind i Næstveds lange historie og matche middelalderbyen med Sct. Peders og Sct. Mortens og alle de klassiske købstadsbygninger.

Politikerne i byrådet i Næstved besluttede den 16. september at sende lokalplanen for projektet i ni ugers offentlig høring.

Projektet indgår som led Næstved Kommunes Udviklingsstrategi for Bymidten 2016, hvor byen skal fortættes med op til dobbelt så mangeboliger som i dag.

Den nye boligbebyggelse opføres på de nuværende parkeringsarealer foran administrationsbygningen. Den strækker sig i et nord-sydgående forløb langs den østlige del af lokalplanområdet ud mod Rådmandshave-vejen.

Boligerne fordeles på begge sider af en ny adgangsvej fra Rådmandshaven. Vejen skal betjene både boligområdet og den eksisterende administrationsbygning.

Hotellet placeres i områdets nordlige ende mod Dania for at sikre tæt kontakt til både naturen ved vandet og bymidten.

Lokalplanen stiller desuden krav om etablering af en grøn kile, der skal etableres som en naturlig forlængelse og bindeled mellem de eksisterende naturområder nord, øst og syd for området.

Efter planen sættes byggeriet i gang i løbet af 2026. Hele projektet forventes færdiggjort og klar til ibrugtagning i 2028.

Tilmeld Nyhedsbrev