Michael Bruhn, direktør i PFA Ejendomme. Foto: PR.
Michael Bruhn, direktør i PFA Ejendomme. Foto: PR.

I et udfordrende 2022 er PFA Ejendomme kommet ud af året med et lille positivt afkast på 0,2 procent, hvilket svarer til et beskedent plus på 149 millioner kroner. I forsommeren solgte pensionskassen ejendomme for 6,3 milliarder kroner, og med den manøvre har PFA undgået de store værdiforringelser, som i andet halvår har ramt det globale ejendomsmarked, lyder det i en pressemeddelelse.

– Vi tog en del stik hjem inden markedet for alvor begyndte at vende. Timingen i frasalgene har vist sig at være god. Hvis ikke vi havde solgt ud og reduceret vores eksponering, så havde vi formentlig haft et negativt afkast på vores ejendomsportefølje i omegnen af minus 2 procent, udtaler Michael Bruhn, direktør i PFA Ejendomme, i meddelelsen.

– 2022 startede ellers godt, og der var høj transaktionsvolumen. Men med krig i Ukraine og hastigt stigende renter, så begyndte nervøsiteten at vokse. Det var dog først i tredje kvartal, at omverdenen for alvor fik øjnene op for, at priserne skulle ned. Det førte til en stor opbremsning i markedet, hvor mange salgsprocesser blev sat på pause, udtaler han.

Ifølge ejendomsdirektøren er resultatet derfor tilfredsstillende for PFA Ejendomme. Pensionskassen er blandt Danmark største ejendomsinvestorer med omfattende investeringer i boliger, logistik og erhverv i både Danmark og internationalt.

Fokus på investeringer i datacentre, life science og logistikejendomme har ifølge PFA Ejendomme givet bonus i 2022. Datacentrene givet et afkast på omkring 1,5 milliarder kroner, life science har givet et afkast på 500 millioner kroner, og logistik har givet et positivt afkast på 300 millioner kroner.

Aktuelt er der ikke mange store handler på ejendomsmarkedet, og derfor er det ifølge Michael Bruhn svært at se, hvor markedet skal hen.

– Der er grøde i markedet lige nu. Jeg forventer dog, at vi har set det værste.  Vi har flere store og spændende frasalg foran os med godt afkast, og jeg tror ikke, at der er behov for yderligere nedskrivninger. Som det ser ud nu, har vi retning mod et afkast på 4-5 procent i 2023, siger ejendomsdirektøren.

I løbet af 2022 har PFA nedskrevet ejendomsværdier for cirka 6 milliarder kroner. Nedskrivninger er dog blevet opvejet af driftsindtægter, frasalg i løbet af året samt den positive udvikling i pensionskassens investeringer i datacentre, life science og logistikejendomme. Den samlede ejendomsportefølje i PFA er nu værdisat til 75 milliarder kroner.