Søg digitalt. Medarbejderne behandler byggesagerne hjemmefra. Det er meldingen i en pressemeddelelse fra Furesø Kommune i denne tid, hvor lokale håndværkere og virksomheder kan bruge alle de håndsrækninger, de kan få.
I Furesø Kommune er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på byggesager kun 30 dage. Til sammenligning bruger de 11 nordsjællandske kommuner i gennemsnit 59 dage på at behandle en byggeansøgning.
– I Furesø Kommune har vi arbejdet meget målrettet og struktureret med vores behandling af byggesager, for vores oplevelse er, at sagsbehandlingstiderne betyder meget for, hvordan vi som borgere og virksomheder oplever servicen fra en kommune. Når beslutningen om et projekt er truffet, vil man gerne bare vide, om man kan gå i gang. Derfor er jeg meget stolt af, at medarbejderne i Plan og Byg har flyttet Furesø Kommune så mærkbart. Vi taler om at gå fra 75 dage til 30 på bare et år. Det er virkelig flot. Det sker samtidig med, at vi har fokus på kvaliteten i sagsbehandlingen, siger Egil Hulgaard (C), formand for Udvalget for byudvikling og bolig.
Furesø Kommune har igennem en årrække haft særligt stort fokus på erhvervsbyggesager, hvor kommunen behandler ansøgninger fra virksomheder i et særligt “fast track” og løbende drøfter virksomhedernes behov med Furesøs erhvervsforeninger.
– Det er glædeligt at se, at vores dialog afspejler sig i tallene. I Furesø Kommune er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på erhvervssager kun 18 dage og cirka fire gange hurtigere end gennemsnittet for kommunerne i Nordsjælland. Det betyder meget for vores medlemmer, at de møder en kommune, der tager deres behov alvorligt, selv om mange virksomheder jo desværre må holde igen lige nu, siger Mogens Brusgaard, formand for Furesø Industri.
Han noterer sig samtidig, at Furesø som den eneste kommune i Nordsjælland overholder servicemålet i alle erhvervssager. For de nordsjællandske kommuner sker det i gennemsnit kun i 63 procent af sagerne.
En af nøglerne bag de gode tal er kommunens tidlige dialog med ansøgere.
– Når en ansøgning rammer plet og indeholder de nødvendige oplysninger, kan forvaltningen nemlig hurtigere sagsbehandle den. Derfor vejleder vi gerne om ansøgningsprocessen, fortæller Anny Toftkær, afdelingsleder i Plan og Byg i Furesø Kommune.
Her får du hjælp til din byggeansøgning i Furesø Kommune
I dag sender man sin byggeansøgning ind elektronisk via hjemmesiden bygogmiljoe.dk, der i sig selv rummer mange vejledningerne til ansøgningsprocessen.
Kommer man alligevel i tvivl om, hvordan man udfylder ansøgningen, er man velkommen til at ringe til Furesø Kommune på telefon 7235 4000.