Taulov Dry Port igangsætter ét af Danmarks største lav-emissions lagerbyggerier på 97.000 kvadratmeter. Når byggeriet står færdigt i midten af 2024 vil Taulov Dry Port have en samlet kapacitet på næsten 300.000 kvadratmeter moderne lager- og logistikejendomme, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Det bliver DX Flexhal, der skal i totalentreprise skal stå for det enorme projekt til en samlet entreprisesum på 620 millioner kroner.
– Vi er meget stolte over, at Taulov Dry Port har tildelt os totalentreprisen på den næste markante udvidelse af Baronessens Kvarter. Vi var totalentreprenør på Taulov Dry Ports første generiske byggeri på 49.000 kvadratmeter og lagerdomicilet til ét af Europas største grovvareselskaber DLG tilbage i 2018 og 2019. Vi har netop deltaget i første spadestik til det kommende 40.000 vadratmeter store lav-emissions lager til A.P. Møller – Mærsk, som vi også er totalentreprenør på. Taulov Dry Port fortsætter deres ambitioner om at opføre kvalitets lagerbyggerier efter de højest standarder, som Breeam Excellence til Mærsk og DNGB Guld, som Generisk III skal opføres efter. Vi er meget stolte over at fortsætte det gode samarbejde med de to ambitiøse bygherrer ADP A/S og PFA Pension, udtaler Annette Storm, direktør i DS Flexhal.
De 97.000 kvadratmeter udgør Etape III af generiske lager- og logistikejendomme i Taulov Dry Port. Etape I på 49.300 kvadratmeter er fuldt udlejet, og i foråret 2023 står Etape II med 60.000 kvadratmeter klar til indflytning. Her rykker Bestseller ind.
Der er ikke på forhånd fundet lejere til de 97.000 kvadratmeter lager i tredje etape. Byggeriet sættes i gang spekulativt, men det får ikke administrerende direktør i Taulov Dry Port, Jesper Gemmer, til at ryste på hånden.
– Vi mærker fortsat en meget stor interesse for vores lagerkoncept. Vi har allerede en god pipeline, og selvom der er større usikkerhed i markedet, forventer vi hurtig udlejning, når byggeriet står klar medio 2024. Vi er begunstiget af at udvikle ejendomme i et område med den mest centrale infrastruktur, hvor vores kunder høster optimeringsgevinster på logistikken. Vores eftertragtede udlejningskoncept dækker markedets ønsker til beliggenhed, fleksibilitet, indretning og lav-emissions løsninger, så vores kunder kan nedbringe klimaaftrykket i deres supply chain. Og inden længe vil vores kunder få mulighed for at tanke grønne brændstoffer, udtaler Jesper Gemmer.
I det hele taget giver den større usikkerhed i markedet og stigende konkurrence på kommende lagerbyggerier i området ikke anledning til en ændret strategi i udviklingen af Taulov Dry Port.
– Det er nu fjerde gang, vi udvider Taulov Dry inden for blot tre år. Efterspørgslen på moderne lavemissions logistiskejendomme er overvældende, og vi forventer at have de nye kvadratmeter udlejet, inden de står færdigbygget. Taulov Dry Port har sammen med PFA’s andre logistikinvesteringer betydet, at vi siden 2013 har kunnet sende cirka 2,5 milliarder kroner videre til vores 1,3 millioner pensionskunder, siger Michael Bruun, ejendomsdirektør, PFA Pension.
Generisk III opføres som lav-emissions byggeri med en indvendig bygningshøjde på 12,5 meter. Lageret bliver sektionsopdelt i enheder af 5.000 kvadratmeter med ni porte per enhed.
De kommende lejere får mulighed for indretning med pallereoler, automatisk sortering og optimale faciliteter til både vareindlevering og forsendelse.
– Vi er på mange måder langt i vores udvikling. Vores udlejningskoncept er markedets bedste, og så ligger Taulov Dry Port i ét af Danmarks største transportknudepunkter med nem adgang til motorvejsnettet, jernbanen, Billund Lufthavn og Fredericia Havn. Vi annoncerede faktisk allerede byggeriet tilbage i efteråret, og fordi vi optimerer og får det mest mulige ud af vores arealer, så er projektet gået fra 85.000 kvadratmeter til nu 97.000 kvadratmeter. De første 11.000 kvadratmeter af byggeriet er allerede udlejet til Lallemand Denmark A/S. De resterende 86.000 kvadratmeter vil vi arbejde på at få udlejet, inden det står færdigbygget, siger Jesper Gemmer.
Inden længe står Danmarks største brintstation klar til at levere brint til omstillingen af den tunge transport. Taulov Dry Port er dermed et vigtigt knudepunkt i et kommende netværk af brintstationer i den europæiske transportkorridor.