Politikerne i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune besluttede den 14. august at sende et forslag til en ny helhedsplan for byudvikling i Ringe i otte ugers offentlig høring.
Helhedsplanen er blevet udarbejdet for kommunen af Lytt Architecture, EKJ Rådgivende Ingeniører og Trafikplan.
Arbejdet har været ramt af forsinkelser, men de er hen ad vejen delvist blevet indhentet, oplyste formand for teknik- og miljøudvalget, Søren Christensen (V), på kommunalbestyrelsesmødet.
– Nu er helhedsplanen klar til at komme i høring, sagde udvalgsformanden på mødet, hvor han samtidig understregede, at der har været en god og grundig proces med borgerinddragelse i forbindelse med udarbejdelsen af helhedsplanen.
Over de seneste 10 år har Ringe samlet haft en ganske betragtelig befolkningstilvækst på godt 18 procent. Byen er gået fra at have knap 5.700 indbyggere i 2014 til aktuelt at have over 6.700 indbyggere ifølge tal fra Danmarks Statistik.
Der er især blevet bygget nye parcelhuse i den nordvestlige del af byen, og med helhedsplanen er turen så kommet til den sydlige del af Ringe.
– Nu er der faktisk ikke så mange andre udviklingsmuligheder boligmæssigt for Ringe end at gå ned syd for Sallinge Å i Kellerup, sagde Søren Christensen på kommunalbestyrelsesmødet, hvor han samtidig slog fast, at der nok skal komme interesse for området fra kommende investorer.
Det mente også medlem af teknik- og miljøudvalget, Tanja Kromann Clausen (S).
– Ringe-borgerne ved godt, at der er rift om deres by, og jeg fornemmer faktisk også, at de er ret stolte af det. Det er der, folk vil bo, hvis de kommer udefra, tror jeg godt, man kan sige. Og Ringe har mange fordele, sagde hun på mødet og understregede, at byens popularitet smitter positivt af på resten af kommunen.
Tal fra Finans Danmark viser, at de realiserede salgspriser på villaer og rækkehuse i Ringe er steget fra gennemsnitligt 7.000 kroner per kvadratmeter i 2014 til gennemsnitligt 9.140 kroner per kvadratmeter i 2023. Kvadratmeterpriserne på realiserede handler i de første to kvartaler af 2024 ligger på gennemsnitligt 8.470 kroner i den midtfynske by mellem Odense og Svendborg.
Boligudvikling med inspiration fra gårdbebyggelser
I forbindelse med planlægningen af det nye boligområde har der været nogle forhindringer, der har skullet ryddes af vejen.
Planlægningen har blandt andet skullet tage hensyn til en naturgasledning samt vand- og naturinteresser, Ringe Fængsel, jernbanen og støj fra motorvejen. Men det er der fundet løsninger på.
I helhedsplanen er der derfor i alt blevet plads til 464 boliger i fortrinsvis 1,5-2,5 etager fordelt på to delområder, som igen opdeles i mindre byggefelter. Dermed kan området udvikles i etaper.
I første omgang skal området øst for Svendborgbanen udvikles. Her kan der i alt bygges 217 boliger i form af 54 rækkehuse, 52 parcelhuse og 111 boliger som såkaldt tæt-lav gårdbebyggelse.
Disse boliger opføres “som sammenhængende længer uden forskydning mellem de enkelte boliger”, som det fremgår af helhedsplanen. De udformes enten som fritliggende stænger eller en to-, tre- eller firelænget bebyggelse, der minder om en klassisk gård.
Vest for Svendborgbanen skal der i den næste etape bygges 247 boliger. Nybyggeriet vil omfatte 18 rækkehuse, 108 parcelhuse og 121 boliger som tæt-lav gårdbebyggelse.
Efterhånden som området udvikles, skal der udarbejdes lokalplaner for de enkelte boligprojekter.
Opgradering af infrastrukturen
Boltinggårdvej vil udgøre rygraden i det nye boligområde. Langs vejen skal der med inspiration fra fra eksisterende gårdbebyggelser bygges rækkehuse i et-to etager.
I forbindelse med byudviklingen vurderes det, at den gennemsnitlige døgntrafikmængde på Boltinggårdvej vil blive forøget fra 500 til 1.700 køretøjer. Trafikken vil fordele sig 90 procent via Svendborgvej, 5 procent via Goe Bakke og 5 procent mod vest af Boltinggårdvej.
Derfor bliver det nødvendigt at udbygge de eksisterende veje og stier i området samt på dele af Svendborgvej og Lombjergevej frem til Tingagerskolen.
Opgraderingen af Boltinggårdvej i første etape forventes at koste 8,2 millioner kroner, som skal hives op af kommunekassen. For at sikre en sammenhængende infrastruktur til området, sikre skoleveje og en tilpasning af vejene til forventet kapacitet, anbefales det i helhedsplanen, at kommunen smider yderligere 6 millioner kroner efter etablering af helleanlæg, cykelstier og fortorve i forbindelse med første etape.
De kommunale omkostninger til infrastrukturen i strukturplanens første etape estimeres derfor overordnet set at blive på omkring 14 millioner kroner. I anden etape forventes infrastrukturen at kunne etableres for cirka 11 millioner kroner.