I august 2024 sendte politikerne i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune helhedsplanen for en helt ny bydel syd for Ringe i offentlig høring.
Ny er planen vedtaget, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Visionen er at udvikle et område med 464 boliger, der skal være inspireret af lokale landsbymiljøer, tæt sammenhæng med resten af Ringe via forbindelser over Sallinge Å. Desuden er der fokus på bæredygtigt byggeri. Den ny bydel skal rumme række- og parcelhuse.
– Med 60 hektar til nye boliger sætter helhedsplanen en ambitiøs ramme for den fortsatte udvikling af Ringe, udtaler formand for kommunens teknik- og miljøudvalg, Søren Kristensen (V).
– Byen er med sin gode beliggenhed mellem Svendborg og Odense, sit stærke handels- og erhvervsliv samt sit rige tilbud af kultur- og fritidstilbud et attraktivt område for tilflyttere, og med den nye helhedsplan sættes der yderligere skub på den positive byudvikling.
Helhedsplanen er blevet udarbejdet for kommunen af Lytt Architecture, EKJ Rådgivende Ingeniører og Trafikplan.
Planen udspringer af den overordnede masterplan for Ringe fra 2011, og den tætte borgerinddragelse og input fra andre interessenter i området har været med til at forme rammerne for den nye bydel.
Eksempelvis vil byggeriets arkitektur tage afsæt i landsbymiljøet i den nærliggende landsby Kellerup, så bydelen bliver en naturlig forlængelse af den eksisterende bebyggelse i området, samtidig med at høringssvar fra borgere har ført til flere ændringer i helhedsplanen.
Desuden har hensynet til det eksisterende landskab og det rige natur- og dyreliv været afgørende for placeringen af byggefelter, særligt omkring Sallinge å, der er udpeget som Natura 2000-område, og som huser flere fredede og beskyttede arter. Byggeriet vil tage hensyn til søer, moser og levende hegn i området, og samtidig vil der blive arbejdet med at skabe yderligere grønne kiler mellem de bebyggede områder.
En etapevis udvikling over mange år
På grund af områdets kuperede terræn og mange opdelinger i form af eksempelvis diger, hegn og eksisterende bebyggelse, vil den nye bydel bestå af mindre byggefelter end ved en traditionel udstykning. Bydelen vil bestå af otte delområder, som udstykkes løbende i 2 etaper.
Helhedsplanen fungerer som grundlaget for den nye bydel, og den endelige indretning af de kommende boligområder vil blive fastlagt gennem udarbejdelse af lokalplaner, når fremtidige investorer melder sig på banen.
Det er først, når der er godkendt en lokalplan for et område, at der kan bygges boliger. Det tager typisk et år at få lavet en lokalplan, og inden da skal der ligge et konkret forslag til boliger i området fra en investor. Derfor kan der gå en del år, før de første boliger står klar i området.